General Electric vil af med låneenhed

 

Problemerne og spekulationerne om det amerikanske sekundære lånemarked fortsætter og natten til fredag fik spekulationerne ny næring. Giganten General Electric vil frasælge sin låneenhed, som har benene plantet i det sekundære amerikanske lånemarked

 

- Forholdene i realkreditmarkedet har ændret sig siden vi for tre år siden købte WMC, og det sekundære lånemarked har været igennem signifikante negative ændringer, skriver divisionsdirektør Laurant Bossard til sine ansatte, ifølge Bloomberg News.

 

General Electrics beslutning kommer, efter at flere af de store aktører i den amerikanske bilindustri har gjort sig samme overvejelser. Således valgte bilfabrikanten General Motors tidligere på året, at sælge 51 pct. af sin låneenhed (GMAC) til en privat investeringsfond.

 

Nedsmeltningen af det amerikanske sekundære lånemarked har gentagne gange skabt usikkerhed om den amerikanske økonomi, og dermed været årsag til flere korrektioner i det globale aktiemarked, når spekulationerne er blomstret op. Bloomberg News skriver, at 60 realkreditinstitutter har stoppet aktiviteterne eller gået konkurs siden årsskiftet til 2006.

 

General Electrics talsmand vil ikke kommentere rygterne. Talsmanden udtaler, at koncernens topchef Jeffrey Immelt vil kommentere forretningsudviklingen i forbindelse med koncernens regnskabsaflæggelse. General Electric præsenterer fredag over middag regnskab for andet kvartal.

 

General Electric har hyret Morgan Stanley til at finde en køber til WMC, og at beslutningen efter signede blev truffet tilbage i maj.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )