Fyret Carlsberg-chef: Jeg har leveret varen

Efter otte år i den danske bryggerigigant blev Carlsbergs chef for det vesteuropæiske marked, Alex Myers, i dag fyret. Men han mener selv, at han har leveret varen og altid leveret resultater.

Læs mere
Fold sammen
Carlsbergs øverste chef Jørgen Buhl Rasmussen har rystet godt rundt i posen og foretaget markante ændringer i bryggeriets top.

Det gik i dag ud over chefen for Carlsbergs problematiske vesteuropæiske forretning, Alex Myers, der måtte sige farvel efter otte år i det danske selskab.

Selv mener den fyrede direktør dog, at man ikke kan klandre ham for ikke at have leveret varen i den afdeling af Carlsbergs verdensomspændende bryggeriimperium, der i de senere år har været lidt et problembarn.

”Jeg føler, at jeg har leveret varen og har været med til at lave nogle helt markante ændringer i vores vesteuropæiske forretning. Jeg accepterer, at Jørgen Buhl Rasmussen har valgt at ændre på sit hold, men jeg mener altid, jeg har levet op til målsætningerne,” siger Alex Myers, der ikke vil kommentere på udviklingen i bryggeriets vesteuropæiske forretning.

Gennem længere tid har der ellers været talt om Carlsbergs problemer på blandt andet det engelske og det franske marked, hvor Carlsberg blandt andet ejer bryggeriet Kronenbourg, som blev tilkøbt da det danske selskab opkøbte Scottish & Newcastle.

Stigende materialepriser og et faldene ølforburg har nemlig set over en bred kamp givet bryggerierne hovedbrud i den vestlige del af Europa, men Alex Myers understreger, at han ser en god fremtid i Carlsberg-koncernens afdeling her.

”Carlsberg har været gennem store forandringer i Vesteuropa, som er blevet godt gennemført, og jeg ønsker dem da al mulig held og lykke med fortsat at skabe fremgang her,” siger Alex Myers, der endnu ikke har et nyt job på hånden. Men ifølge ham selv er i dialog med en række mulige arbejdsgivere.