Fusion mellem Nordea og SEB er en mulighed - Fox-Pitt

 

Sidste uge sluttede med spekulationsdrevne stigninger i den svenske bank SEB på baggrund af spekulationer i en mulig fusion mellem SEB og Nordea. En sådan fusion giver strategisk mening, men vil være en gigantopgave for de to banker og ikke helt nem af få gennem konkurrencemyndighederne i Sverige, vurderer analytiker Kim Bergø Fox-Pitt, Kelton over for RB-Børsen.

 

- Der er ingen tvivl om, at de er den eneste fusion blandt de fire største banker, der giver strategisk mening, og som er gennemførlig, siger han.

 

Han ser dog et problem med konkurrencemyndighedernes godkendelse af en fusion mellem de to banker.

 

- I dag sidder de fire største svenske banker på omkring trefjerdedele af det svenske bankmarked på mange områder, og det vil efter en fusion være reduceret til de tre største banker, anfører han.

 

Betragtet udelukkende på enkeltområder vil SEB på de områder, hvor de vil blive størst, få markedsandele på omkring 30 pct., hvilket konkurrencemydighederne burde kunne godkende, men vurderes der på det samlede bankbillede i Sverige kan fusionen give problemer.

 

En fusion ligger derfor ikke lige til højrebenet.

 

- En sammenlægning af de to banker vil være en gigantopgave og integrationen af de to banker vil være stor og kompleks i forhold til de fusioner, vi har set på det nordiske bankmarked, skønner Kim Bergø.

 

Spekulationerne i sidste uge kom efter, at Wallenberg- familien, der ejer 18,5 pct. af SEB's stemmer, udtalte, at man ikke ville stå i vejen for en fusion med en anden nordisk bank.

 

SEB ligger mandag formiddag uændret i 237 skr. efter at være steget 3,7 pct. fredag og et par procent i dagene inden. Nordea kostede mandag formiddag 111.5 skr., hvilkeet er 0,8 pct. højere efter stigninger på et par procent de sidste tre dage i sidste uge.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )