Frygtelig fredag på Fondsbørsen

Den globale frygt for et kollaps i det amerikanske kreditmarked fortsatte fredagen igennem. Det medførte endnu et sæt massive kurstab i Europa.

Fondsbørsen i København holdt sig heller ikke tilbage. C20-indekset fortsætte torsdagens nedtur og raslede 2,4 pct. lavere i 478,50.

- Der er nogle reelle udfordringer omkring subprimelån og prisfastsættelse af cdo'er (obligationer, red.), hvor der er en uigennemskuelighed, så vi ikke kan få konkrete tal for, hvem der er udsatte for denne her eksponering. Og når folk så samtidig går i panik, så giver det den tumult på markedet, sagde analytiker Per Hansen fra Jyske Bank.

Den finansielle sektor er selvsagt hårdt ramt af frygten vedrørende kreditmarkedet. Danske Bank lukkede 2,4 pct. lavere i kurs 217,8, efter at storbanken torsdag smed 3,9 pct. Citigroup sænkede kursmålet for Danske Bank med 10 kr. til 260 kr., efter at banken torsdag leverede et lidt skuffende halvårsregnskab. Den nordiske storbank Nordea smed betydelige 4,6 pct. til kurs 83,3, mens Sydbank tabte 3,8 pct. til kurs 252.

FLSmidth lukkede 0,9 pct. højere i kurs 455 i et surt marked. Cementfabriksproducenten venter, at de årlige synergieffekter fra købet af det canadiske GL&V i løbet af to til tre år vil blive på 200 mio. kr. før skat og finansielle poster. FLS vil først oplyse påvirkningen på indeværende regnskabsår i forbindelse med halvårsregnskabet om knap 14 dage.

- Der er ingen tvivl om, at det relativt høje niveau for synergieffekter yderligere styrker indtrykket af, at købet er attraktivt for FLSmidth - både strategisk og i form af de økonomiske gevinster, sagde analytiker Michael Nielsen fra Jyske Bank til RB-Børsen.

Finanshusene reagerede på torsdagens regnskab fra SAS, der faldt massive 10,0 pct. til kurs 103. Jyske Bank nedjusterede anbefalingen til "akkumuler" fra "køb" samtidig med, at kursmålet sænkes til 130 kr. fra 150 kr. Danske Equities nedjusterer estimaterne for indtjeningen i helårsregnskabet med 13 pct., men fastholder anbefalingen "akkumuler".

Det danske obligationsmarked lukkede fredag med kursfremgang og rentefald på en dag, hvor frygten fortsat prægede de finansielle markeder. Investorerne søgte igen mod de fastforrentede papirer og væk fra de faldende aktiemarkeder. Centralbankerne på begge sider af Atlanten deltog aktivt, da de hjalp bankerne med ekstraordinære likviditetsordninger.

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,27 point højere i kurs 97,29 med en effektiv rente på 4,39 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,10 point lavere i kurs 89,20 med en effektiv rente på 5,15 pct.

RB-Børsen