Frygt for brandudsalg i europæiske virksomhedsobligationer

Investorerne frygter for et udsalg af europæiske virksomhedsobligationer på grund af udsigt til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) skruer ned for sine obligationsopkøb.

Foto: Kai Pfaffenbach. Arkivfoto. Investorerne frygter for et udsalg af europæiske virksomhedsobligationer på grund af udsigt til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) skruer ned for sine obligationsopkøb.
Læs mere
Fold sammen

Investorerne frygter for et udsalg af europæiske virksomhedsobligationer på grund af udsigt til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) skruer ned for sine obligationsopkøb - en mulig gentagelse af forløbet omkring Federal Reserves »tapering« i 2013. Det skriver Wall Street Journal.

Siden juni 2016 har ECB købt gæld fra ikkefinansielle virksomheder med kreditvurderinger i investeringsklassen, såkaldt investment-grade gæld, for 75 mia. euro. Netto er der udstedt virksomhedsgæld for 79 mia. euro i samme kategori i perioden, hvilket bevidner, at ECB's opkøb udgør en stor del af efterspørgslen. Følgelig er rentespændet mellem virksomhedsobligationer i investeringsklassen og statsobligationer nu så lavt, at investorerne har meget lidt beskyttelse mod en stigning i renten på obligationerne.

Og rentestigning er lige netop, hvad investorerne frygter, nu da ECB er begyndt at skrue ned for opkøbene af europæiske virksomhedsobligationer.

ECB har sagt, at centralbanken vil fastholde det nuværende niveau for obligationsopkøb indtil udgangen af 2017, men flere analytikere, inklusiv JPMorgan, forventer, at der vil blive skruet yderligere ned fra 2018, potentielt helt ned til nul. Dermed er den største opkøber af virksomhedsobligationer pludselig blevet til den største risiko, og flere frygter en gentagelse af situationen fra 2013, hvor Federal Reserves overvejelser om nedskalering af de kvantitative lempelser fik enorm indflydelse på markederne - det såkaldte taper tantrum.

»Jeg kan klart se det ske i Europa i år. Jeg tror renterne vil stige, og de meget højtratede virksomhedsobligationer vil lide mest,« siger Jørgen Kjærsgaard, leder af europæisk gæld hos Alliancebernstein, ifølge Financial Times.

Læg dertil en række af de politiske risici fra brexit og vigtige valg i både Frankrig og Tyskland, og alle ingredienserne til en storm er til stede, siger Hans Lorenzen, leder af European investment-grade kreditstrategi hos Citigroup, ifølge Financial Times.