Fredags aktier: Banker løfter C25 fra start

Det danske aktiemarked har efter få minutters handel fredag taget en positiv drejning med plusser i 17 af 25 aktier i C25-indekset, der har startet dagen med en stigning på 0,2 pct. til 1108,44.

Overordnet præger optimisme fredag morgen de internationale finansmarkeder, efter at meldinger fra handelsdrøftelserne mellem Kina og USA i Washington har styrket forventningerne til, at parterne kan blive enige om en eller anden form for aftale, der om ikke andet ikke eskalerer krisen yderligere.

Danske Bank topper fra morgenstunden det danske eliteindeks med en stigning på 1,5 pct. til 93,44 kr. - muligvis efter positiv inspiration fra USA, hvor finansaktierne var blandt de mest stigende i torsdagens aktiehandel.

Baggrunden var rentestigninger, der er en fordel for bankernes indtjeningsvilkår. Yderligere åbner finanskæmpen Morgan Stanley fredag for alvor den amerikanske regnskabssæson med regnskab for sit tredje kvartal.

Jyske Bank stiger endvidere 0,9 pct. til 217,55 kr.

Chr. Hansen falder derimod 0,8 pct. til 521,60 kr. efter torsdagens kraftige nedtur på 9,2 pct. oven på selskabets årsregnskab, hvor særligt forventningerne til 2019/20 skuffede markedet.

Efter regnskabet har den britiske storbank Barclays valgt at sænke anbefalingen af Chr. Hansen til »ligevægt« fra »overvægt« og samtidig sat kursmålet ned til 540 kr. fra 700 kr.

Endvidere har ABG Sundal Collier sænket sit kursmål til 600 kr. fra 700 kr. for aktien, som torsdag endte i kurs 525,80 kr.

Der er også analysenyt om DSV Panalpina, der har fået sænket anbefalingen til »neutral« fra »køb« hos amerikanske Citigroup. Det skriver Reuters. Reaktionen er dog afdæmpet, og aktien ligger 0,1 pct. højere i 632,80 kr.

Mærsk B stiger desuden 0,3 pct. til 7678 kr. Spotpriserne på containerfragt fra Asien og ud i verden faldt igen over de seneste to uger, viser en frisk opgørelse fra Shanghai Shipping Exchange, der opgør rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI).

For de tunge ruter mellem Asien og Nordeuropa, der vejer 20 pct. i indekset, var faldet over de seneste to uger på 2 pct. til 581 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Der fragår fredag udbytte fra aktien i Tryg på 1,7 kr. Forsikringskoncernen kom torsdag med regnskab for tredje kvartal, der fredag også kan blive efterfulgt af justerede kursmål og/eller anbefalinger fra analytikerkorpset.

Regnskabet bød dog ikke på de store overraskelser, men aktien faldt alligevel 4,2 pct. til 184,90 kr. Efter kursfaldet har Jyske Bank valgt at hæve anbefalingen af aktien til "hold" fra "sælg". Trods udbytteafgangen ligger aktien fredag morgen 0,7 pct. højere i 186,10 kr.

Fredag handles aktien i Chemometec også uden et udbytte på 7,5 kr. per aktie. Aktien falder dog kun 3 kr. - eller 2,1 pct. - fra start til 142,20 kr.

Selskabet bag superligaklubben Brøndby IF udskyder en planlagt aktieemission til næste år. Emissionen var oprindeligt planlagt til andet halvår i år, men udskydes i stedet til første kvartal næste år.

»I forbindelse med emissionen ønsker bestyrelsen at kunne beslutte at gennemføre kapitalforhøjelsen på anden måde end ved kontant betaling, herunder ved konvertering af selskabets gæld,« skriver Brøndby IF i meddelelsen.

Brøndby IF-aktien ligger 1,2 pct. lavere i 0,64 kr.

/ritzau/FINANS