Fredagens obligationer: Renter fortsatte fald efter ECB-møde

Renterne i Europa fortsatte fredag med at bakke som reaktion på torsdagens møde i Den Europæiske Centralbank (ECB), der ved den lejlighed udskød tidspunktet for den første renteforhøjelse til langt ind i 2019.

ECB lægger nu op til at fastholde renterne på de nuværende niveauer til "mindst" efter sommeren 2019.

- Vi har igennem lang tid forventet en renteforhøjelse i juni 2019, men nu ser det altså ud til, at vi skal ind i efteråret først, vurderer chefanalytiker Kim Fæster fra Jyske Bank, som kunne se de europæiske renter falde yderligere i fredagens handel.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation ugen i 0,41 pct., hvilket var 4 basispoint lavere end torsdag, hvor renten på papiret også faldt 4 basispoint.

Et andet stort tema på finansmarkederne fredag var frygten for en eskalering af handelskonflikten mellem USA og Kina, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, bekræftede indførsel af 25 pct. told på kinesisk importerede varer for 50 mia. dollar.

Det bidrog til mindsket risikoappetit blandt investorerne og understøttede tendensen til rentefald.

I løbet af eftermiddagen blev markedsdeltagerne desuden præsenteret for en stribe amerikanske nøgletal.

De viste en lidt blandet udvikling med en skuffende udvikling i industriproduktionen i maj, men en bedre udvikling i Michigans forbrugertillidsindeks i juni end ventet.