Fredagens obligationer: Lille stigning på dag med udsving

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation var fredag både oppe i 0,44 pct. og nede i 0,41 pct., men statspapiret sluttede ugen af med en rentestigning på 1 basispoint til 0,43 pct. fra torsdagens lukkeniveau.

Det var en lidt lavere rentestigning end for statsobligationer med tilsvarende løbetid på tværs af Europa, hvor den tyske ditto steg med 2 basispoint, mens det franske statspapir steg med 3 basispoint.

På trods af politisk uro i Tyskland, hvor den tyske forbundskansler, Angela Merkel, endnu ikke har formået at danne regering efter valget i slutningen af september, steg det tyske erhvervstillidsindeks ifo i november til 117,5 fra 116,7 måneden før.

Det var bedre end ventet blandt analytikerne ifølge Bloomberg News, og umiddelbart efter offentliggørelsen steg renten på det tiårige danske statspapir med 2 basispoint. Over middag tog renten dog en tur sydover og snusede til 0,41 pct., inden den ud på eftermiddagen rettede sig igen.

Fredag kom der PMI-tal fra den anden side af Atlanten, som skuffede en smule. Der var ventet et amerikansk PMI Service-indeks på 55,3 i november, men indekset blev opgjort til 54,7. PMI-tallet for industrien var i november 53,8 mod en forventning blandt analytikerne om et indeks på 55.