Fredagens obligationer: En tur i renterutsjebanen endte med et fald

De danske statsrenter tog en tur i rutsjebanen fredag, men endte med fald.

Torsdagens store aktiekursfald i USA forplantede sig ikke til Europa, og forventningen om en negativ aktieåbning i USA blev gjort til skamme, og så kunne renten sætte sig lidt.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte fredag i underkanten af 0,80 pct., hvilket var 3 basispoint lavere end torsdagens lukkeniveau. Renten var ved 14-tiden nede i overkanten af 0,78 pct., mens den i formiddagens handel var oppe i underkanten af 0,82 pct.

Sidste fredag endte renten i 0,77 pct.

I Tyskland var der renteudsving af stort set samme størrelse og i samme retning. Bevægelserne i Sydeuropa - Spanien, Portugal og Italien - var af samme størrelse, men den modsatte vej, altså op.

Fredagens nøgletalskalender var stort set klinisk renset for begivenheder, der kunne rykke obligationsmarkederne for alvor.

Der kom dog tal for de amerikanske engroslagre fredag eftermiddag. Der var tale om en endelig opgørelse for december, og den viste en stigning på 0,4 pct. mod ventet uændret 0,2 pct.

Amerikanerne har ligeledes fået stemt en budgetaftale igennem og præsidenten har underskrevet loven. Den aftale, der er blevet stemt igennem i Kongressens to kamre, gælder to år. Dermed kan yderligere uro om budgettet udskydes til efter midtvejsvalget i november.