Fredagens obl.: Massive tab efter US-jobtal

 

Det danske obligationsmarked lukkede fredag med solide tab, efter at den amerikanske arbejdsmarkedsrapport overraskede alt og alle og kom ind langt over forventet. Minutterne efter faldt obligationskurserne som en sten. Dagens europæiske nøgletal gav kun marginale forskydninger og blev derfor hurtigt glemt.

 

Den toneangivende 9-årige danske statsobligation lukkede 0,41 point lavere i kurs 100,53 med en effektiv rente på 3,92 pct. Blandt realkreditobligationerne lå 4-35'erne 0,25 point lavere i kurs 92,43 med en effektiv rente på 4,79 pct.

 

Hen på eftermiddagen tabte de fleste investorer både næse og mund, da tallene fra den amerikanske arbejdsmarkedsrapport, den såkaldte non-farm payroll, tikkede over skærmen. Der blev i december skabt 167.000 nye job udenfor landbruget mod oprevideret 132.000 jobs i november. Analytikerprognosen lød på 100.000. Jobskabelsen overgik dermed selv de mest positive prognoser og sendte obligationskurserne i brædderne.

 

- Det var nogle meget stærke tal, der kom ind, og det vil så tvivl om, hvorvidt den amerikanske centralbank vil sænke renten, sagde cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken til RB-Børsen. Cheføkonomen fastslå samtidig på baggrund af rapporten, at al snak om recession på kort sigt må lægges i skuffen.

 

Amerikanernes gennemsnitlige timeløn blev også set efter i sømmende, og den steg 0,5 pct. i december mod oprevideret 0,3 pct. måneden før. Analytikerprognosen lød på 0,3 pct. De lidt højere tal gjorde markedsdeltagerne opmærksom på, at inflationsspøgelset ikke helt skal glemmes.

 

Kort før middag fik investorerne tal for den økonomiske tillid fra Eurostat. Den økonomiske tillid faldt til 110,1 fra 110,3 måneden forinden. Analytikerprognosen lød på 110,4. Da investorerne allerede havde fået PMI-erhvervsbarometre for december, var lidt af spændingen taget ud af Eurostats opgørelser som også kun havde marginal positiv effekt på markederne.

 

Dollaren blev styrket mod både euroen og den japanske yen oven på den positive jobrapport.

 

Den ti-årige toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 17/32 point lavere i kurs 99 19/32 med en effektiv rente på 4,67 pct.

 

Investorerne må fredag blive en anelse længere på arbejde, da den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke går på talerstolen efter dansk lukketid.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )