Fredagens obl.: Lavere efter stærk US-jobrapport

 

Det danske obligationsmarked lukkede fredag lavere, efter en forholdsvis stærk amerikansk arbejdsmarkedsrapport for september, hvor især markante oprevideringer af de seneste to måneders jobskabelse kom bag på markedsdeltagerne. Arbejdsmarkedsrapporten har mindsket forventningerne til, at den amerikanske centralbank sænker renten i oktober. Dollaren blev kort efter styrket mod euroen, men dollaren havde efter 25 minutter smidt det hele igen.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,32 point lavere i kurs 97,44 med en effektiv rente på 4,37 pct. Blandt realkreditobligationerne lukkede 4-35'erne 0,20 point lavere i kurs 89,12 med en effektiv rente på 5,16 pct.

 

Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport overraskede i september med en jobskabelse på 110.000 personer, hvor der var ventet en jobskabelse på 100.000 personer. Den store overraskelse lå i forrige måneds tal, som blev oprevideret fra en jobreduktion på 4.000 personer til en jobskabelse på 89.000 personer. Jobskabelsen i juli blev ligeledes oprevideret til 93.000 personer fra 68.000. Den gennemsnitlige timeløn steg 0,4 pct. i september, hvor der var ventet 0,3 pct. Arbejdsløshedsprocenten steg til 4,7 pct.

 

- Arbejdsmarkedsrapporten har givet et lettelsens suk hos markedsdeltagerne, og dagens tal gør, at den amerikanske centralbank formentlig udskyder den næste rentenedsættelse til december, udtalte seniorøkonom hos Handelsbanken, Rasmus Gudum-Sessingø, til RB-Børsen fredag eftermiddag.

 

Han påpeger, at der stadig er tale om en negativ tendens i jobskabelsen, men at tallene ikke er så grimme, som mange havde frygtet.

 

- Den amerikanske centralbank må glæde sig, for det giver alt andet lige centralbanken lidt mere betænkningstid, og den kan afvente effekterne fra sin seneste rentenedsættelse, vurderer seniorøkonomen.

 

Handelsbanken venter nu en rentenedsættelse på 25 basispoint i december.

 

- Arbejdsmarkedsrapporten giver indtrykket af, at den amerikanske vækst måske ikke er i så dårlig stand, som de fleste måske havde frygtet, udtalte obligationsstrateg hos Unicredit Markets & Investment Banking, Kornelius Purps, til Bloomberg News.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 25/32 lavere i kurs 101 2/32 med en effektiv rente på 4,61 pct. Ved dansk lukketid kostede en euro 1,414 dollar, hvilket var på samme niveau som inden arbejdsmarkedsrapporten. Det billede snyder dog, idet dollar blev styrket markant af arbejdsmarkedsrapporten, men den tabte det hele kort efter.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )