Fredagens obl.: Bekymringer ulmer i baggrunden

 

Det blev fredag til solide kursstigninger og store rentefald på en dag, hvor finanskalenderen var af tyndbenet karakter. Baggrunden for de forholdsvise store rentefald var fortsatte bekymringer om det amerikanske sekundære lånemarked.

 

Den toneangivende danske statsobligation, 4 pct. 2015, lukkede fredag 0,65 point højere i kurs 96,63 med en effektiv rente på 4,49 pct. Blandt realkreditobligationerne sluttede 4-35'erne 0,45 point højere i kurs 88,62 med en effektiv rente på 5,22 pct.

 

De makroøkonomiske begivenheder holdt sig på et minimum, hvilket gav investorerne tid til at spekulere over de seneste dages begivenheder. Centralbankchef Ben Bernanke havde onsdag og torsdag talt i Kongressen, hvor problemerne om det sekundære lånemarked blev uddybet.

 

- Det var fredag småt med nyheder til obligationsinvestorerne, så dagens rentefald tog udgangspunkt i spekulationerne om problemerne i det amerikanske sekundære lånemarked, udtalte Anders Matzen fra Nordea Markets til RB-Børsen.

 

Den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke sagde torsdag i sin tale til Repræsentanternes Hus, at tabene på lån relateret til det amerikanske sekundære lånemarked kan beløbe sig til omegnen af 50-100 mia. dollar.

 

Fredag formiddag fik investorerne lidt nyt fra de britiske øer i form af BNP-tal for andet kvartal. BNP-væksten steg 3,0 pct. målt på årsbasis i kvartalet, hvilket var på linje med vækstraten i første kvartal. Dermed var væksten lidt stærkere end ventet. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet en stigning på 2,9 pct.

 

Fredag formiddag var der nyt fra de asiatiske kanter. Den kinesiske centralbank satte udlånsrenten op med 0,27 procentpoint til 6,84 pct.

 

Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved dansk lukketid 17/32 point lavere i kurs 96 17/32 med en effektiv rente på 4,94 pct. En euro kostede ved lukketid 1,383 dollar.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )