Fredagens aktier: Vestas og Novo gik mod strømmen og stækkede C25

Vestas og Novo Nordisk sank fredag til bunds i C25-indekset og forhindrede de danske eliteaktier i at følge med resten af Europa.

C25 lukkede nemlig 0,1 pct. lavere i 1169,4, mens der eksempelvis var stigninger på 0,4 pct. i Frankfurt og 0,5 pct. i Londons toneangivende indeks ved dansk lukketid.

Det var blandt andet fortsat lettelse over, at USA og EU ser ud til at ville gøde samhandlen, samt en række stærke regnskaber fra store virksomheder, der gav forsigtig optimisme.

PRISURO HOS VESTAS

Vestas' pinsler skyldes fortsat usikkerhed om faldende priser på vindmøller. Vestas' største konkurrent, Siemens Gamesa, viste en skuffende omsætning og kom ikke med formildende toner om prisniveauet i sit kvartalsregnskab fredag morgen.

- Jeg havde på Vestas' vegne håbet på en lille prisstigning, som var meldingen fra General Electric (i regnskab sidste uge, red.), men det leverede Siemens Gamesa ikke, siger aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank.

Tværtimod var regnskabet - og den efterfølgende telekonference med Siemens Gamesa-toppen - med til at sætte fokus på stigende omkostninger i produktionen. De nye toldsatser på stål, som er den største råvare i en vindmølle, rammer nemlig branchen.

- Umiddelbart ville man tro, at hvis stålpriserne skulle op, så ville man prøve at skubbe nogle af de højere omkostninger videre til kunderne. Og der sagde den administrerende direktør på telekonferencen, at de nok ville have svært ved i hvert fald succesfuldt at skubbe de her omkostninger videre, siger børsmægler Nikolaj Holmsgaard fra ABG Sundal Collier.

Vestas-aktien faldt 4,5 pct. til 402,80 kr. og fik dermed en klar bundplads i C25.

GOD NYHED LØFTEDE IKKE GENMAB

Novo Nordisk røg også til bunds i C25, men dog knap så dramatisk. Medicinalaktien faldt 1,1 pct. til 325,80 kr. og var dermed også en stor faktor i C25's svage dag.

Genmab fik en god nyhed, da selskabet og partneren Janssen Biotech har fået en positiv anbefaling af kræftmidlet Darzalex som førstebehandling af knoglemarvskræft i Europa. Den endelige markedsføringstilladelse, der skal gives af EU-Kommissionen, ventes i løbet af de kommende måneder.

Nyheden så dog ud til at være ventet i markedet, der ikke flyttede meget på Genmab-aktien. Den lukkede dermed 1,3 pct. lavere i 1129,50 kr.

AMBU OG MÆRSK KRONEDE GOD UGE

I toppen af C25 fortsatte storformen for Ambu. Medicovirksomheden klatrede for syvende handelsdag i træk og satte atter rekord.

Ambu har blandt andet tiltrukket sig investorernes interesse oven på et interview med topchef Lars Marcher i Dagbladet Børsen tirsdag, men også inden da var aktien mere end fordoblet i værdi i løbet af 2018.

Fredag steg Ambu 3,0 pct. til 257,80 kr., så hele ugen gav et løft på 19 pct. til medicoselskabet.

Mærsk-aktierne holdt sig også i den gode ende af C25 oven på udsigten til mindre handelskrig og mere forbrødring mellem USA og EU.

Desuden viste de ugentlige tal for prisudviklingen på containerfragt et niveau, der er tæt på årets højeste - og specifikt for den vigtige handelsrute mellem Asien og Europa er raten på højeste niveau i et år. Prisen på brændstof er dog steget en del i den periode.

Mærsk B-aktien steg 1,2 pct. til 8850 kr. og høstede dermed et samlet plus på 7 pct. i ugen.

Investorerne varmede desuden op til Onxeos halvårsregnskab, der offentliggøres efter børslukning, ved at sende biotekselskabets aktie op med 5,6 pct. til 9,59 kr.