Fredagens aktier: Torm stak fra de andre

 

Det blev fredag til en stille afslutning på det danske aktiemarked, hvor sommerstemningen har spredt sig. C20-indekset bevægede sig gennem dagen på begge sider af nul, men stigende inflationsbekymring fra den amerikanske arbejdsmarkedsrapport fik eliteindekset i negativt terræn. C20 lukkede således 0,1 pct. lavere i 497,71. Torm sejlede mod strømmen efter forslag om at udbetale udbytte.

 

D/S Torm lukkede 3,3 pct. højere i kurs 224,3. Rederiet bekendtgjorde fredag, at der planlægges at udbetale udbytte på samlet 2 mia. kr. i stedet for det planlagte aktietilbagekøbsprogram. Forslaget skal dog først godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i august.

 

- Aktionærerne får det samme beløb - bare på en anden måde. Det er næsten en fordel for aktionærerne, idet de får beløbet hurtigere og samtidig får Torm sin handlefrihed, sagde D/S Torms bestyrelsesformand, Niels Erik Nielsen til RB-Børsen.

 

Danisco, der faldt 2,2 pct. til kurs 415, fik fredag en salgsanbefaling af det amerikanske finanshus Goldman Sachs, der samtidig gav Danisco-aktien et kursmål på 390 kr. Danisco oplyste videre, at den sydafrikanske virksomhed Innovative Ingredients, der leverer teknologi til den sydafrikanske bageriindustri, er blevet opkøbt. Danisco ser købet som en god mulighed for at styrke positionen i Sydafrika, der er det femtestørste marked i verden for bagerienzymer.

 

Investeringsbanken Capinordic hævede anbefalingen af B&O til køb fra hold med et kursmål på 775 kr. mod 745 kr. tidligere. Grundlaget er, at marginerne har udviklet sig positivt igennem året, samt at B&O-aktien oplevede et kursfald efter eksklusionen fra C20-indekset. B&O faldt 0,6 pct. til kurs 654.

 

SAS, der lukkede 0,8 pct. højere i kurs 128,5, fremlagde trafiktal for juni. Yield'en steg 7,6 pct. i maj. Yield'en er et udtryk for indtjeningen pr. passager i forhold til den fløjne strækning.

 

- Trafikstatistikken for juni ser stabil ud, men Yield'en er lavere end ventet, sagde Gert Jørgensen, chef for det institutionelle salg i Danske Equities.

 

Harboes Bryggeri, som torsdag smed 5 pct., lukkede 0,5 pct. lavere i kurs 198,5. Investeringsbanken Gudme Raaschou sænkede kursmålet, som en direkte effekt af torsdagens svage regnskab, til 185 kr. fra 205 kr.

 

EDB Gruppen kom med halvårsregnskab, hvor den fastholder forventningerne til helåret, dog kun fordi selskabet har frasolgt et ejendomsselskab. Investorerne kvitterede med at sende aktien 5,6 pct. lavere i kurs 187.

 

Spæncom, hvis B-aktie lukkede hele 6 pct. højere til kurs 2650, præsenterede overraskende prognoser for 2008. Spæncoms to hovedaktionærer undersøger mulighed for salg af en aktiepost på samlet 72 pct., hvilket kan medføre et tilbud til de øvrige Spæncom-aktionærer.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )