Fredagens aktier: Ratestigninger sendte Mærsk til vejrs

A.P. Møller-Mærsk og Vestas var blandt de få nyhedsaktuelle aktier og trak i hver sin retning på årets sidste handelsdag, hvor investorerne satte et forsigtigt punktum på et ellers opløftende aktieår.

Facit blev et fald i C25-indekset på 0,03 pct. til 1145,64. Dermed bød hele 2017 på en stigning på 12,8 pct. i C25 Cap og det bedste afkast siden 2015 målt på C20 Cap-indekset, der var toneangivende frem til og med den 15. december.

C20 Cap steg med 12,1 pct. i 2017 båret frem af blandt andet DSV, der blev indeksets topscorer med en stigning på hele 56 pct.

- DSV har som altid leveret mere, end man havde turdet håbe på, og har opjusteret forventningerne tre gange i årets løb, siger Casper Blom, der er aktieanalytiker i ABG Sundal Collier.

Han peger desuden på en vellykket integration af DSV's amerikanske opkøb UTI Worldwide som årsag til fremgangen.

RATESTIGNINGER OG NYE ORDRER

Fredag var det imidlertid Mærsk og Vestas, der gjorde sig mest bemærket i den afdæmpede nyhedsstrøm.

A.P. Møller-Mærsk nød godt af positivt nyt om rateudviklingen på de store ruter ud af Shanghai, mens Vestas kunne melde om flere ordrer op til årsafslutningen. Den største kom fra den svenske stamkunde Eolus og var på 279 megawatt.

Dermed kunne Vestas glæde sig over et pænt 2017 med ordrer på 9665 megawatt til og med fredag eftermiddag og opgjort eksklusive uannoncerede ordrer fra fjerde kvartal.

I 2016, der var Vestas' hidtil bedste år nogensinde, løb der ordrer ind på i alt 10.494 megawatt inklusive uannoncerede ordrer for alle fire kvartaler.

B-aktien i Mærsk sluttede 1,2 pct. højere i 10.840 kr., mens Vestas trods ordreindgangen måtte se sin aktie falde med 1,3 pct. til 428,80 kr.

JPMORGAN JUSTERER MEDICINALAKTIER

Lundbeck, Novo Nordisk og Genmab var også i spotlyset fredag som følge af justerede kursmål fra storbanken JPMorgan.

Novo Nordisk, der lukkede 0,03 pct. lavere i 334,50 kr., fik løftet anbefalingen til "neutral" fra "undervægt", mens kursmålet blev hævet til 290 kr. fra 230 kr.

Samtidig blev Genmabs kursmål reduceret til 1125 kr. fra 1330 kr., mens anbefalingen blev fastholdt på "neutral". Lundbecks kursmål blev sænket til 300 kr. fra 340 kr., og også her var anbefalingen uændret "neutral".

Genmab faldt med 1,1 pct. til 1029 kr., mens Lundbeck var upåvirket af sænkningen og steg 3,7 pct. til 315 kr. Torsdag faldt Lundbeck dog med 2 pct.

MATAS STIGER

Uden for eliteindekset var der lidt opmærksomhed om Matas, da selskabets bestyrelsesformand, Lars Frederiksen, var aktuel i et interview med Berlingske Business.

Han arbejder sammen med kædens nye direktør, Gregers Wedell-Wedellsborg, på en ny strategi, der skal bringe selvtilliden og aggressiviteten tilbage.

Lars Frederiksen siger i interviewet med avisen, at Matas førhen forklarede sine udfordringer ved at skyde skylden på andre, heriblandt den stigende nethandel og den fremadstormende konkurrent Normal, men det skal nu være slut med at se sig selv som et offer.

Matas-aktien steg 2 pct. til 78,50 kr.