Fredagens aktier: Novo-fald trak C25 ned på ellers grøn europæisk dag

De europæiske sundhedsaktier var fredag i modvind, og da sektoren med Novo Nordisk i spidsen vægter tungt i det danske eliteindeks, blev facit for C25-indekset et fald på 0,2 pct. til 1148,64.

Det danske eliteindeks trodsede derfor den generelle stemning fredag, hvor der ellers var grønne tal på tværs af Europa.

Der var fredag ikke nyt ude om Novo Nordisk, der faldt 0,9 pct. til 354,70 kr., eller Lundbeck, der dykkede 0,8 pct. til 227 kr. Faldene til sektoren kom dog efter sektorfald i USA torsdag, noterer Mads Zink, chefhandler i Danske Bank.

Selskab Kurs Ændr. %

»Farma- og biotekselskaberne er lidt nede i dag, og de vægter mere i Danmark end i Europa, så det er forklaringen (på at Danmark gik imod strømmen, red.),« vurderer han.

»Biotek faldt også i USA i går, og det er det, som smitter af på Europa. Der købes lidt mere cyklisk i dag - men uden at der er en sektorrotation, som vi så for et par uger siden,« lyder det fra Mads Zink.

Genmab endte også i bunden af indekset med et fald på 1,2 pct. til 1400 kr. Det skete, til trods for at selskabet torsdag fik godkendt Darzalex i USA i kombination med flere midler til behandling af nydiagnosticerede med knoglemarvskræft.

Mærsk til tops trods ratefald

Blandt de mest stigende aktier i eliteindeks endte fredag Mærsk, der trodsede ratefald på containerfragten mellem Asien og Europa, som faldt for sjette uge i træk. B-aktien steg 1,7 pct. til 7760 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Vestas kunne fredag fortælle, at selskabet vil afskedige 590 timelønnede på vingefabrikker i Danmark og Tyskland. Aktien faldt 0,6 pct. til 545 kr.

En stribe finanshuse, herunder Jyske Bank, har ændret kursmål for Demant-aktien, efter at selskabet torsdag nedjusterede forventningerne til 2019 på grund af et hackerangreb i starten af september. Aktien steg dog fredag 0,4 pct. til 178 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

SEB løftede kursmålet for Ambu med 13 pct. til 145 kr. og gentog anbefalingen »køb«. Aktien faldt dog 0,4 pct. til 114,30 kr.

Nordea steg 0,1 pct. til 47,93 kr., til trods for at Credit Suisse har sænket anbefaling af aktien til »neutral« fra »outperform«.

AGF med første overskud i ti år

Blandt sidepapirerne var der fredag fokus på AGF. I regnskabsåret 2018/19 havde AGF for første gang i ti år overskud, da resultatet før skat blev løftet til 10,1 mio. kr. mod et underskud på 9,7 mio. kr. året før. Aktien steg 4,5 pct. til 0,33 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Helt i toppen af de danske aktier endte NKT dog med et plus på 8,8 pct. til 131 kr., efter at InsideBusiness fra anonyme kilder erfarede, at selskabet har hyret Jefferies til at afsøge markedet for købere til forretningsenheden Photonics.

Fredag kunne Jyllands-Posten Erhverv fortælle, at Spar Nord venter med at indføre negative renter for sine private kunder. Aktien faldt 1,3 pct. til 61,60 kr.

Finanshuset Bryan Garnier løftede fredag sit kursmål for Zealand Pharma-aktien med 15 kr. til 207 kr., mens anbefalingen »køb« blev gentaget. Det var dog ikke nok til at løfte aktien i plus - den faldt 3,5 pct. til 178,10 kr.

/ritzau/FINANS