Fredagens aktier: Nedtur med amerikansk energipakke i fokus

De danske aktier havde en hård fredag, og C20-indekset lukkede 0,5 pct. lavere i 469,80, efter torsdagens massive nedtur på godt 2 pct. Senatet i USA godkendte torsdag en ny energipakke, og det satte fokus på Novozymes, Danisco og Vestas, som bliver direkte påvirket af pakken.

Invstorerne i Novozymes og Danisco kunne notere sig, at den nye energipakke vil sikre en forøgelse af produktionen af bioethanol og andre biobrændstoffer med faktor syv. Pakken lagde op til, at der skal produceres 36 mia. gallon bio-benzin om blot 15 år, hvilket skal ses i lyset af den nuværende produktion på 5 mia. gallon årligt.

Novozymes lukkede 0,9 pct. højere i kurs 588, efter vedtagelsen af energipakken i USA torsdag. Analyseselskabet S&P hævede anbefalingen på Novozymes til "køb" fra tidligere "salg", og hævede samtidig kursmålet fra 600 kr. til 645 kr. Det oplyste Nordea.

Danisco, som er regnskabsaktuel på mandag, lukkede fredag 0,5 pct. lavere i kurs 368,5. Koncerndirektør Tom Knutzen har i halvandet år stået i spidsen for strategiplanen "Unfolding the potential", som skal øge driftsmarginalen. Strategiplanen har dog haft det svært grundet øgede energi- og råvareomkostninger.

- Danisco's indtjening vil også være negativt påvirket af den svækkede dollar, hvilket også vil trykke bundlinjen, vurderer Sydbanks aktieanalytiker Rune Majlund Dahl, som i øvrigt har anbefalingen "neutral" på aktien.

Vestas lukkede efter fredagens handel 1,4 pct. lavere i kurs 509, efter vindmøllegiganten torsdag aften fik dårlige nyheder fra USA. Energipakken, som blev vedtaget i Senatet, indeholder ikke længere Renewable Energy Standard, som var et bindende forslag om, at energiselskaberne skal få 15 pct. af energien fra vedvarende kilder i 2020. Samtidig er forlængelsen af den hidtidige skatterabat (PTC) til købere af vedvarende energisystemer også skåret ud af energipakken. Storbanken HSBC øger kursmålet på Vestas-aktien fra 385 kr. til 675 kr. og er generelt optimistiske, når det drejer sig om vindmølleindustrien. Anbefalingen fra finanshuset lyder fortsat på "overvægt".

Lundbeck lukkede fredag 2,6 pct. højere i kurs 151, og Pharmexa lukkede uændret i kurs 9,5, efter parterne fredag udvidede den eksisterende - og licensaftale med Lundbeck fra april 2000. I aftalen får Lundbeck en global eksklusiv licens til PX106, som er en vaccine mod Alzheimers sygdom udviklet af Pharmexa. Aftalen indebærer en kontant betaling på 10 mio. kr. til Pharmexa ved underskrivelse, og Lundbeck overtager endvidere visse omkostninger forbundet med patentering.

Brdr. A&O lukkede 1,1 lavere i kurs 2330, efter selskabet fredag nedjusterede forventningerne til helåret med 20 mio. kr. til 60 mio. kr.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )