Fredagens aktier: Mærsk falder efter regnskab mens Danske tager toppen

I et let positivt dansk aktiemarked falder A.P. Møller-Mærsk en smule fredag middag oven på regnskabet for første kvartal, der ellers viste en lidt bedre end ventet driftsindtjening, sammenlignet med hvad analytikerne havde ventet.

Mens det danske eliteindeks, C25, stiger med 0,3 pct. til indeks 1121,50, så falder B-aktien i Mærsk med 1,4 pct. til 7288 kr. Det sker efter et kvartalsregnskab, som for årets første tre måneder viste et driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 1236 mio. dollar for de fortsættende aktiviteter mod analytikernes estimat på et driftsoverskud på 1235 mio. dollar.

»Overordnet set synes vi, at det ser ud ganske som forventet. EBITDA kommer ud på omkring 1,2 mia. dollar, som man også havde forventet,« siger Daniel Fabricius, der er børsmægler i ABG Sundal Collier.

»Det ser ganske fint ud, og jeg havde måske troet på en lidt større lettelse. Ser man henover de seneste 30 dage, så er aktien gået en del ned, og derfor kan det godt overraske lidt, at aktien falder i dag,« tilføjer børsmægleren.

For hele 2019 fastholder Mærsk forventningerne til et EBITDA-resultat på 5 mia. dollar. Det ligger knap 0,5 mia. dollar under analytikernes forhåndsforventninger inden regnskabet.

DANSKE BANK I TOPPEN

I toppen af C25-indekset ligger Danske Bank med en stigning på 2,4 pct. til 113,20 kr. Banken, som har været i en del modvind på grund af hvidvaskskandalen, har fået sænket anbefalingen af Goldman Sachs til »neutral« fra »køb« og samtidig fået barberet kursmålet til 155 kr. fra 190 kr.

»Jeg har ikke set noget andet på Danske Bank. Aktien har sat sig lidt her på det seneste, så det kan være en af grundene til, at den stiger lidt i dag,« siger Daniel Fabricius og tilføjer, at den positive reaktion også kan skyldes, at aktien stadig handles en del under det nye kursmål fra Goldman Sachs.

Også Nordea er blevet kigget efter i sømmene af den amerikanske finansgigant, som sænker sit kursmål for Nordea til 61,83 kr. fra 66,47 kr. Her er anbefalingen uændret »neutral.« Nordea-aktien stiger med 0,6 pct. til 49,28 kr.

Endelig har Goldman Sachs også set nærmere på Simcorp, som får skruet kursmålet op til 770 kr. fra 675 kr. og gentaget anbefalingen »køb.« Aktien i softwareselskabet stiger 1,5 pct. til 659 kr.

SAS er også i fokus, efter at norske Sparebank 1 har løftet sin anbefaling af luftfartsselskabet, der i næste uge kommer med regnskab. Sparebank 1 anbefaler nu »køb« mod før »hold« af SAS-aktien, som samtidig får sat kursmålet ned til 13,89 kr. fra før 16,28 kr. SAS-aktien stiger 1,1 pct. til 10,41 kr.

I løbet af fredagen kommer plastikvirksomheden SP Group med regnskab for første kvartal, og før regnskabet venter selskabet for 2019 en omsætning i niveauet 2 mia. kr. samt et resultat før skat og minoriteter på cirka 200 mio. kr. Aktien i SP Group ligger op til regnskabet uændret i 238 kr.

/ritzau/FINANS