Fredagens aktier: God åbning resulterede i plusser

De danske aktier lå godt i fredagens handel, og C20-indekset lukkede 0,7 pct. højere i 477,17. Vestas og Novozymes var i fokus med en ny amerikansk energipakke. SAS stjal opmærksomhed med sine trafiktal for november.

Vestas lukkede 1,2 pct. højere i kurs 515, mens Novozymes lukkede 3,2 pct. højere i kurs 575. Repræsentanternes Hus godkendte torsdag efter lukketid en ny amerikansk energipakke, som vil udvide støtteordningerne for vedvarende energikilder, men i fredagens sene handel blokerede Republikanerne i det amerikanske Senat forslaget.

William Demant endte 2,3 pct. højere i kurs 492. William Demants høreapparat Oticon Epoq giver meget større brugertilfredshed end de øvrige høreapparater. Ud fra det materiale, som konkurrenten Sonova har udsendt, er der ikke noget, der tyder på, at Exelia fra Sonova kan tilbyde de samme brugerfordele. Det sagde Oticons udviklingsdirektør, Jes Olsen, til nyhedsbureauet Reuters.

D/S Torm stod for den største stigning i C20-regi, og aktien lukkede fredag 3,9 pct. højere i 193. I modsatte ende lå A.P. Møller - Mærsk, som lukkede 1,7 pct. lavere i kurs 57.900.

SAS lukkede 2,7 pct. højere i kurs 75,5, efter luftfartsselskabet fredag offentliggjorde novembers trafiktal. Passagertrafikken i SAS Gruppen steg 3,1 pct. i november sammenlignet med samme måned sidste år, og det tyder på, at Dash-skandalen har fået mindre effekt end frygtet.

- Tallene viser, at passagerne har fuld tillid til SAS, og det er vi vældig glade for. Sagen om Dash-400 flyene har ikke påvirket trafikken i resten af systemet, sagde chef for investor relations hos SAS, Sture Stölen, til RB-Børsen.

Rockwool lukkede 0,6 pct. lavere i kurs 1391, efter Rockwool-direktør Eelco van Heel fredag skønnede, at den amerikanske finanskrise ser ud til at stikke dybere end ventet. De seneste uger har ændret hans syn på subprimekrisen.

- Min personlige holdning er, at det, der kommer fra USA nu, og effekten af det, nok er ret meget større, end jeg havde forudset. Så det kommer nok til at have en effekt - en negativ effekt. Bliver det opvejet af noget andet positivt? Det ved jeg ikke, siger Eelco van Heel til Berlingske Nyhedsmagasin.

B&O lukkede 3,4 pct. højere i kurs 517, mens spekulationer om en samarbejdspartner i bilindustrien fortsætter. Senest er også Mercedes bragt på banen som en mulighed. Jyske Bank fastholder anbefalingen "køb" på B&O-aktien, og banken venter, at offentliggørelsen vil medføre en positiv kursreaktion, hvis Mercedes viser sig at være den nye samarbejdspartner. Samarbejdspartneren præsenteres tirsdag den 11. december.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )