Fredagens aktier: GN belønnes for opjustering af væksten i Audio

En opjustering af vækstforventningerne i headsetdivisionen hos GN får aktien til at springe til vejrs i det danske eliteindeks fredag ved middagstid, hvor Novo Nordisk omvendt synker til bunds.

Investorerne ser generelt ud til at være i godt humør fredag, og på de største europæiske aktiemarkeder er der også grønne tal i de ledende indeks. Herhjemme stiger C25-indekset 0,2 pct. til indeks 1142,90.

»Der er ikke noget helt stort nyt. Vi puster ud ovenpå brexit-forlængelsen, og øjnene rettes mod første kvartal og påskedagene. Vi har til gengæld fået en række meddelelser fra danske selskaber i løbet af formiddagen,« siger Tue Østergaard, der er aktiechef hos ABG Sundal Collier.

GN OPJUSTERER VÆKSTFORVENTNINGER

En af meddelelserne kom fra GN, der kunne fortælle, at selskabets Audio-division har klaret sig overraskende godt i årets første kvartal, og det har givet anledning til en opjustering af årets forventninger til forretningsområdet.

Selskabet ser nu en organisk vækst på mere end 19 pct. i Audio, hvor det tidligere hed mere end 15 pct. Og EBITA-marginen ses nu lande på cirka 20 pct., hvor forventningen tidligere lød på mere end 19 pct.

De foreløbige tal for første kvartal 2019 for headsetforretningen viser desuden en omsætning på 1333 mio. kr. og en organisk omsætningsvækst på 36 pct. Til sammenligning endte omsætningen i divisionen i de første tre måneder af 2018 på 931 mio. kr.

»Lige nu bliver vækst belønnet utroligt kraftigt, fordi alternativet - renterne - er i nul. Så selskaber, der viser, at de kan vokse ud over det ordinære, er man som investor villig til at belønne med stigende kurser,« siger Tue Østergaard fra ABG Sundal Collier.

GN-aktien har vundet topplaceringen i eliteindekset med en stigning på 7,8 pct. til 336,40 kr. ved middagstid fredag.

NOVO RAMMER BUNDEN AF C25

Bundplaceringen i indekset har medicinalgiganten Novo Nordisk til gengæld indtaget med et dyk på 1,7 pct. til 333,30 kr.

Ifølge ABG Sundal Collier kan en del af fredagens kursfald tilskrives et interview i Berlingske med Novos administrerende direktør, Lars Fruergaard Jørgensen, efter onsdagens høring i Repræsentanternes Hus i USA om de høje medicinpriser.

I interviewet siger topchefen blandt andet, at der er et behov for politisk indgriben på det amerikanske marked.

»Det er noget, vi har diskuteret mange gange, og det er en rimelig udsædvanlig melding fra en direktør i et selskab, at han siger, at han gerne vil have indgriben i sin forretning i USA. Aktien falder også lidt på det. Markedet er selvfølgelig opmærksomt på, at der er en form for politisk risiko, som man har svært ved at vurdere,« siger Tue Østergaard.

VESTAS ANNONCEREDE OPKØB

Vestas er også i rampelyset fredag, efter at vindmølleproducenten torsdag aften annoncerede, at det har indgået aftale om køb af en aktiepost på 25,1 pct. i den tyske projektudvikler Sowitec. Fredag stiger aktien 0,5 pct. til 597 kr.

Vestas kan med købet af den tyske projektudvikler komme i konkurrence med selskabets egne kunder, påpeger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank.

»Det er spændende og nyt, men det er bestemt ikke uden risiko. Vestas kommer i et eller andet omfang i direkte konkurrence med selskabets kunder. Det behøver ikke at være et problem, men det er en balancegang,« siger Jacob Pedersen.

Vestas køber til at begynde med kun en minoritetsandel af den tyske projektudvikler. Oveni får det danske selskab ifølge aftalen også en option på at købe de resterende aktier i selskabet i løbet af de næste tre år. Sowitec har omkring 60 projekter inden for landvind og solenergi rundt om i verden med en samlet kapacitet på mere end 2600 megawatt (MW).

Aktieanalysechefen påpeger dog også, at det ikke er første gang, at en udvikler af vedvarende energiprojekter har slået pjalterne sammen med en leverandør. Eksempelvis købte General Electric for to år siden danske LM Wind, der producerer vindmøllevinger og i dag fortsat leverer vinger til andre aktører.

FLSmidth har også en god dag på børsen fredag, hvor aktien stiger med 3,6 pct. til 323,70 kr. Ingeniørkoncernen har fået hævet kursmålet af analytikerne hos Goldman Sachs til 460 kr. fra tidligere 450 kr. Anbefalingen er fortsat "køb", fremgår det af Bloomberg News.

ROBLON STYRTDYKKER - B&O SPRINGER FREM

Uden for C25 har opmærksomheden samlet sig om Roblon, der fredag nedjusterer sine forventninger til regnskabsåret 2018/19.

Det sker blandt andet på grund af økonomiske problemer hos en af selskabets største kunder, den tyske vindmølleproducent Senvion, der undersøger muligheder for rekonstruktion af sin forretning.

Som følge af forholdene venter Roblon nu en omsætning i niveauet 270 mio. kr. mod tidligere den nedre ende af 350-380 mio. kr. og et resultat før skat på minus 20 mio. kr. mod tidligere et overskud i den nedre ende af 24-30 mio. kr.

Roblon-aktien dykker 15,5 pct. til 174 kr.

En af fredagens mest stigende aktier er omvendt B&O, der hopper 6,7 pct. frem til 57,60 kr., på trods af at der ikke er noget selskabsspecifikt nyt om selskabet. Selskabet har dog haft en hård tid på børsen som følge af salgsudfordringer, og indtil videre er aktien dykket 35 pct. i år.

/ritzau/FINANS