Fredagens aktier: Genmab i bund i grønt marked før jul

. Genmab fristede fredag en tilværelse i bunden af det ledende danske C25-indeks, der steg med 0,4 pct. til 1146,33.

Aktien skar 0,7 pct. af kursen til 1046 kr., efter at der torsdag kom nyt fra den amerikanske konkurrent Johnson & Johnson.

- Genmab sætter sig lidt på den aftale, som Johnson & Johnson torsdag indgik om produktet CAR-T, som også er et produkt til knoglemarvscancer, med et kinesisk selskab.

- Produktet er en konkurrent til Darzalex, så det er det, som aktien sætter sig lidt på, vurderer børsmægler Anne Sophie Riis fra ABG Sundal Collier til Ritzau Finans.

Allernederst endte Jyske Bank dog med et fald på 0,8 pct. til 353,30 kr. - uden selskabsspecifikt nyt.

Udviklingen på tværs af de store europæiske børser var fredag langt overvejende negativ, men det ledende danske indeks formåede altså at gå fri og holde næsen oven vande. Volumen var dog ikke høj.

- Der er stille og roligt op på meget små volumer, så der skal ikke så meget til at rykke på tingene. Det er en af de dage, hvor man nærmest kan lave én handel og så rykke rundt på tingene, siger Anne Sophie Riis.

I toppen af eliteindekset endte Chr. Hansen Holding og Bavarian Nordic - begge uden selskabsspecifikt nyt. De to aktier lagde henholdsvis 3,1 og 2,1 pct. til kurserne og endte i 582,50 og 228,80 kr.

PANDORA I PLUS

Pandora-aktien lagde fredag 0,8 pct. til kursen, som endte i 664 kr.

Fredag fremgik det af en indrapportering til Finanstilsynet, at amerikanske Maverick Capital igen har reduceret sin shortposition i Pandora til 0,60 pct. fra 0,78 pct. ved den seneste rapportering, og belejringen af Pandora-aktien fra diverse udenlandske kapital- og hedgefonde ser ud til for alvor at være på retur.

I begyndelsen af november havde Maverick Capital en shortposition i Pandora på 1,31 pct., men den er siden over flere omgange blevet reduceret gradvist.

- Det er vigtigt for sentimentet i Pandora. Der var måske også noget af det, man kunne forvente her før slutningen af året, hvor nogle hedgefondene begynder at lukke positionerne ned, fordi det hører med i indeværende år, vurderer Anne Sophie Riis.

RATEINDEKS I MARGINALT FALD

De ugentlige containerratetal på en stribe ruter fra Shaghai og ud i verden viste fredag et marginalt fald på 0,5 pct. til 723,20. I ugen forinden steg indekset 3,3 pct.

Begge aktier i A.P. Møller-Mærsk holdt sig dog i positivt farvand fredag, hvor A-aktien steg med 0,3 pct. til 10.050 kr., mens B-aktien steg med 0,2 pct. til 10.530 kr.

- Der ses frem mod det nye år, hvor Mærsk i januar og februar historisk set ligger godt på grund af det kinesiske nytår, der traditionelt set giver noget volumen, vurderer børsmægleren.

TORSDAGENS TENDENSER HOLDT VED

Uden for det danske eliteindeks fortsatte Østjydsk Bank torsdagens deroute og lagde yderligere 22,1 pct. til den foregående dags fald på 35 pct., hvor banken blev pålagt nedskrivninger på 132 mio. kr. af Finanstilsynet.

En aktie i banken kostede fredag ved lukketid 0,80 kr.

Skako fortsatte ligeledes torsdagens tendens - om end en mere positiv en af slagsen. Torsdag steg aktien med 6,1 pct. som følge af en betinget aftale på cirka 55 mio. kr. i Concrete-divisionen, som producerer udstyr til cementfabrikker.

Fredag fortsatte aktien med at stige og lagde 6,3 pct. til, så kursen endte på 92,50 kr.