Fredagens aktier: Danske Bank til tops på svagt negativ dag

Foto: Jacob Gronholt-Pedersen

Der er medvind til de danske bankaktier fredag, hvor Danske Bank topper C25-indekset med et plus på 0,8 pct. til 105,60 kr., på en dag hvor den generelle udvikling er svagt negativ.

Bankplusset er fredag en generel europæisk tendens, lyder det fra Mads Zink, der er chefhandler hos Danske Bank.

Selskab Kurs Ændr. %

»Bankerne har en fin dag på tværs af Europa, hvor det er en af de sektorer, som klarer sig bedst. Det er i det lys, bankerne herhjemme har det godt, hvor de ligger og performer som resten af Europa,« siger han.

Danske Bank-aktiens plus kommer, til trods for at Handelsbanken har sænket kursmål for aktien til 100 kr. fra 115 kr., mens anbefalingen »sælg« er blevet gentaget.

Handelsbanken har også kigget på Nordea-aktien, hvor anbefalingen er blevet løftet til »køb« fra »hold«. Aktien stiger 0,5 pct. til 50,05 kr.

NOVO NORDISK TRÆKKER C25-INDEKSET NED

Det danske eliteindeks bakker fredag ved middagstid 0,4 pct. til 1149,86, hvilket kommer i kølvandet på manglende input fra USA, hvor de finansielle markeder torsdag holdt lukket på grund af uafhængighedsdagen.

»USA holdt lukket i går, så der har ikke været nogen nye indikationer, og vi fortsætter derfor lidt, hvor vi slap i går, med små fald på tværs af Europa.«

»Når faldet er lidt større i Danmark, skyldes det blandt andet, at Novo Nordisk, som vægter meget i indekset, ligger i minus,« lyder det fra Mads Zink.

Selskab Kurs Ændr. %

Novo Nordisk-aktien bakker 0,5 pct. til 339,80 kr. Det sker ifølge chefhandleren uden selskabsspecifikt nyt.

I bunden af det danske eliteindeks ligger fredag FLSmidth-aktien med et fald på 1,5 pct. til 292,20 kr.

Faldet kommer, efter at aktien torsdag steg 2,2 pct. oven på udsigten til konsolidering i mineudstyrsbranchen, hvor rivalerne Metso og Outotec vil slå pjalterne sammen.

Finanshuset RBC har sænket kursmålet for Pandora-aktien til 219 kr. fra 230 kr. Anbefalingen af aktien, der fredag falder 0,3 pct. til 239,90 kr., er fortsat »underperform.«

FCK MED FLERE STORE HANDLER

Uden for det danske eliteindeks er der fredag fokus på Parken Sport & Entertainment, der ejer fodboldholdet FC København.

Holdet fra hovedstaden meldte torsdag aften ud, at holdet har solgt forsvarsspilleren Denis Vavro til italienske Lazio, mens det fredag er blevet meldt ud, at holdet omvendt har købt Victor Nelsson hos konkurrenten FC Nordsjælland.

Selskab Kurs Ændr. %

Handlen beskrives som den største nogensinde mellem to danske fodboldklubber. Parken-aktien stiger fredag 1,3 pct. til 119 kr. stykket.

SAS-aktien handles uændret i 9,64 kr., efter at luftfartsselskabet fredag har offentliggjort trafiktal for juni. De viste en stigning i antallet af transporterede passagerer i rutefly på 0,5 pct. sammenlignet med samme måned sidste år til 2,8 mio.

/ritzau/FINANS