Fredagens aktier: Chemometec blev banket ned efter kryptisk meddelelse

Miniputten Chemometec fik fredag en negativ hovedrolle på det danske aktiemarked, der overordnet set fik afbrudt rekordrækken, efter at stemningen omkring handelskonflikten mellem USA og Kina er tippet til den negative side.

Chemometec kom først på eftermiddagen med en højst kryptisk meddelelse om et skifte i direktionen, og det skabte voldsom usikkerhed og sendte aktien ned med 20,4 pct. til 205 kr.

Blandt de større aktier var aktiviteten ikke overvældende, efter at det amerikanske marked holdt lukket torsdag grundet Thanksgiving - og samtidig kun har åbent halvdelen af fredagen, hvor Wall Street-markederne allerede lukker klokken 19 dansk tid.

»USA var lukket torsdag grundet Thanksgiving, og der er halv lukkedag i dag, så der er mange, der har taget en forlænget weekend, og det smitter negativt af på volumen,« siger Mads Zink, der er chefaktiehandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

Stemningen var til den svage side, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag underskrev den resolution om menneskerettigheder i Hongkong, der for nylig blev stemt igennem kongressens to kamre.

Dermed er den gjort til lov, og det har den kinesiske regering taget ilde op og igen advaret amerikanerne om at blande sig uden om Kinas anliggender i Hongkong.

Det fik C25-indekset til at falde med 0,7 pct. til 1218,78 efter fem handelsdage på stribe med stigninger og flere rekorder.

Chemometec til tælling efter direktørafgang

Aktien i det mindre selskab Chemometec endte fredag som den tiendemest handlede aktie på hele det danske marked.

Det skete efter en kryptisk meddelelse om, at der skal skiftes ud i direktionen. Chemometec nævnte dog ikke, hvilken udskiftning, der var tale om, men skrev i stedet at en »ny direktør forventes at kunne tiltræde snarest muligt.«

Senere bekræftede driftsdirektør og næstformand hos Chemometec, Martin Glensbjerg, dog over for Ritzau Finans, at der er tale om topchef Michael Eising.

»Direktion består kun af ét medlem, så det er Michael Eising, der tales om,« siger Martin Glensbjerg, der henviser til Chemometecs bestyrelsesformand, Preben König, for yderligere kommentarer.

Mystikken blev kun større af, at Chemometec i samme ombæring anmodede Nasdaq, der driver fondsbørsen i København, om at suspendere handlen med selskabets aktie.

Det afviste fondsbørsen dog, fortalte Jakob Kaule, der er overvågningschef hos Nasdaq, til Ritzau Finans. Men anmodningen alene skabte stor usikkerhed i markedet.

»Det er meget, meget langt fra normalen. Det er rasende unormalt, at et skifte i topledelsen får den konsekvens, at aktien suspenderes. Det er med til at skærpe opmærksomheden om, hvad der ligger bag,« siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Og han bakkes op af Ulf Nielsson, der er lektor hos Copenhagen Business School (CBS) og blandt andet har aktiemarkeder og fondsbørser som ekspertområder.

»Det er opsigtsvækkende, og det skaber usikkerhed. Man kan godt forstå, at aktien falder, for normalt beder man ikke om en suspendering af aktien, uden at der er noget meget betydeligt, der venter,« siger Ulf Nielsson til Ritzau Finans.

»Det skal være rigtig stort, for selv ved eksempelvis et meget negativt regnskab, der i sig selv kan få stor effekt på aktien, er det ikke normalt, at man beder om at få aktien suspenderet,« fortsætter han.

GN topper og trækker op

Blandt eliteaktierne toppede GN-aktien C25-indekset, efter at det amerikanske finanshus Goldman Sachs løftede sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 305 kr. og gentog den positive anbefaling »køb«.

Samtidig varslede GN en obligationsudstedelse, der indbragte selskabet 220 mio. euro.

Aktien steg 1,5 pct. til 319,50 kr.

Knap så godt gik det for Pandora, der var helt i den anden grøft med et fald på 5,1 pct. til 273 kr. Det skete uden større selskabsspecifikke nyheder.

FLSmidth faldt med 1,7 pct. til 249,10 kr., efter at selskabet fyrede sin finansdirektør, Lars Vestergaard, der stopper med omgående virkning. En ny til posten er fundet, og vedkommende starter efter planen den 1. juli næste år.

Mærsk-aktierne var ligeledes under pres, og B-aktien i selskabet faldt 0,8 pct. til 9478 kr., efter at JPMorgan indledte dækning af Mærsk med den negative anbefaling »undervægt« og et kursmål på 7387 kr.

Intermail, der fredag eftermiddag satte punktum for regnskabsåret 2018/19 med et årsregnskab, der viste et lille overskud, faldt med 3,5 pct. til 12,50 kr.

/ritzau/FINANS