Fredagens aktier: C20 igen knockoutet af bekymringer

 

Den globale frygt for et kollaps i det amerikanske kreditmarked fortsatte fredagen igennem. Det medførte endnu et sæt massive kurstab i Europa, og fondsbørsen i København holdt sig heller ikke tilbage. C20-indekset fortsætte torsdagens nedtur og raslede 2,4 pct. ned til 478,50.

 

- Der er nogle reelle udfordringer omkring subprimelån og prisfastsættelse af cdo'er (obligationer, red.), hvor der er en uigennemskuelighed, så vi ikke kan få konkrete tal for, hvem der er udsatte for denne her eksponering. Og når folk så samtidig går i panik, så giver det den tumult på markedet, sagde analytiker Per Hansen fra Jyske Bank til RB-Børsen.

 

Den finansielle sektor er selvsagt hårdt ramt af frygten vedrørende kreditmarkedet. Danske Bank lukkede 2,4 pct. lavere i kurs 217,8, efter at storbanken torsdag smed 3,9 pct. Citigroup sænkede kursmålet på Danske Bank med 10 kr. til 260 kr., efter at banken torsdag leverede et lidt skuffende halvårsregnskab. Den nordiske storbank Nordea smed betydelige 4,6 pct. til kurs 83,3, mens Sydbank tabte hele 3,8 pct. til kurs 252.

 

A.P. Møller blev også drevet med af den negative bølge. Uden de store nyheder for A.P. Møller - udover et negativt marked - faldt selskabets B-aktier 2,6 pct. til 67.500 kr.

 

FLSmidth lukkede 0,9 pct. højere i kurs 455 i et surt marked. Cementfabriksproducenten venter i løbet af to til tre år, at de årlige synergieffekter fra købet af det canadiske GL&V vil blive på 200 mio. kr. før overskud og finansielle poster. FLS vil først oplyse påvirkningen på indeværende regnskabsår i forbindelse med halvårsregnskabsaflæggelsen om knap 14 dage.

 

- Der er ingen tvivl om, at det relativt høje niveau for synergieffekter yderligere styrker indtrykket af, at købet er attraktivt for FLSmidth - både strategisk og i form af de økonomiske gevinster, de får ud af det, sagde analytiker Michael Nielsen fra Jyske Bank.

 

Flere af selskaberne i C20 lukkede med betydelige tab. Vestas smed 4,4 pct. til kurs 345,5, mens GN Store Nord tabte 3,8 pct. til kurs 57,3.

 

Efter onsdagens regnskab fra Carlsberg mener Finansbanken ikke, at der er det store potentiale i aktien på kort sigt grundet stigende råvarepriser og det øgede investeringsniveau. Carlsberg faldt 2,8 pct. til kurs 669.

 

Finanshusene reageredenegativt på torsdagens regnskab fra SAS, der faldt massive 10,0 pct. til kurs 103. Jyske Bank nedjusterede anbefalingen til "akkumuler" fra "køb" samtidig med at kursmålet sænkes til 130 kr. fra 150 kr. Danske Equities nedjusterer estimaterne for indtjeningen i helårsregnskabet med 13 pct., men fastholder anbefalingen "akkumuler".

 

- Den nye strategiplan fra SAS har styrket vores tillid til indtjeningspotentialet hos SAS. Frasalg af Spanair og British Midland kan give positivt fokus og kan blive til overraskende høje priser, skrev analytiker Michael Nielsen fra Jyske Bank.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )