Fredagens aktier: Banker klarede frisag i rødt marked efter jobrapport

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Den månedlige amerikanske jobrapport forstærkede fredag en allerede rød tendens på aktiemarkedet, men bankerne klarede frisag, og Danske Bank og Jyske Bank endte som nogle af de mest stigende aktier i det danske eliteindeks.

Danske Bank-aktien steg 1,4 pct. til 106,25 kr., mens aktien i Jyske Bank endte i 232,90 kr. efter et plus på 1,3 pct. Plusset kom, efter at den amerikanske jobrapport viste bedre takter end ventet ifølge Bloomberg News.

Selskab Kurs Ændr. %

- Bankerne lukrerer lidt på, at renterne stiger efter jobrapporten. De har været presset af de faldende renter, så banker er noget af det, som trodser tilbagefaldet på markederne, siger Martin Munk, senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

Bankaktierne måtte dog se Pandora løbe med titlen som den mest stigende aktie i C25-indekset, i det aktien steg 1,9 pct. til 245,10 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Selskab Kurs Ændr. %

Som helhed bakkede C25-indekset fredag 1,1 pct. til 1141,09. Indekset lå stort set hele dagen til et fald, men faldet blev forstærket, efter at den amerikanske jobrapport blev offentliggjort i løbet af eftermiddagen.

Den viste en jobvækst uden for landbruget på 224.000 personer i juni, hvilket var mere end den ventede vækst på 160.000.

- Markedet havde sat næsen op efter, at den amerikanske centralbank skulle ud at sænke renten med måske 50 basispoint. Det må vi kigge langt efter nu, og det er nok derfor, vi ser en skuffelse i markedet, lyder vurderingen fra Martin Munk.

LAVERE ANBEFALING PRESSEDE CHR. HANSEN

I bunden af det danske eliteindeks endte fredag Chr. Hansen-aktien med et fald på 3,7 pct. til 616,20 kr. Faldet kom, efter at Carnegie skar både anbefaling og kursmål for aktien.

Carnegie anbefaler nu et "hold" af aktien mod tidligere "køb", mens kursmålet blev sat ned til 665 kr. fra 700 kr.

Også FLSmidth-aktien satte sig fredag en smule, efter at aktien torsdag steg pænt på nyheden om, at de to branchekollegaer Metso og Outotec har besluttet at gå sammen inden for mineaktiviteterne. Fredag faldt FLS-aktien 1,2 pct. til 292,90 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Uden for det danske eliteindeks var der fredag fokus på Parken Sport & Entertainment, der ejer fodboldklubben FC København.

De danske mestre kunne torsdag aften fortælle, at holdet har solgt forsvarsspilleren Denis Vavro til italienske Lazio, mens det fredag blev offentliggjort, at klubben i stedet har hentet Victor Nelsson fra konkurrerende FC Nordsjælland.

Parken-aktien steg fredag 0,4 pct. til 118 kr. stykket.

Selskab Kurs Ændr. %

Der var også fokus på SAS, der fredag formiddag offentliggjorde trafiktal for juni. Her fløj luftfartsselskabet med omtrent 2,8 mio. passagerer i rutefly, hvilket var 0,5 pct. flere end samme måned af 2018.

Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, steg med 5,2 pct. i juni. SAS-aktien lukkede fredag i 9,65 kr. stykket efter et plus på 0,1 pct.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk