Fra bund til top: Dansk eliteaktie banker op efter regnskab

Ambu-aktien faldt 49 procent i værdi i 2022, men er nu årets bedste aktie. Et stærkt overraskende godt regnskab blåstempler giver ny topchef.

Med Britt Meelby Jensen som ny topchef i Ambu er aktien blevet mere populær. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var en af 2022s dårligste danske aktier, men nu er den flyvende med et spring på knap 30 procent på bare fem uger.

Det drejer som om Ambu, der tirsdag er i fokus, efter at medicoselskabet kom med sit regnskab for første kvartal. Virksomheden overraskede positivt over næsten hele linjen, og det er ikke gået investorernes næse forbi. Aktien er tirsdag steget over 12 procent til den højeste kurs siden april og har dermed placeret sig som 2023s bedste aktie i det danske eliteindeks, C25.

I kroner og ører er markedsværdien i løbet af tirsdagens handel steget med over tre milliarder kroner til 29,5 milliarder kroner.

»Ambu-aktien har ikke været et særlig godt bekendtskab for investorerne det sidste par år, med en kraftigt faldende aktiekurs, skuffelser, nedjusteringer, negative pengestrømme og frygt for kapitaludvidelser,« siger Søren Løntoft Hansen, der er analytiker hos Sydbank.

»Men nu indleder de regnskabsåret lidt bedre end forventet, og det er bredt funderet over Ambus forretningsområder. Når man kigger på deres prognose, er den sat lidt konservativt, og der kunne derfor godt komme en opjustering senere på året,« tilføjer han.

Højt at flyve, dybt at falde

Tilbage i 2021 var Ambu en af Danmarks mest højtflyvende aktier, med en 300 procent stigning på under et år. Men det viste sig, at virksomheden, der blandt andet fremstiller endoskopi- og anæstesiprodukter, havde svært ved at indfri sit vækstpotentiale og skuffede investorerne med lavere salg end forventet. Det førte i 2021 og 2022 til en række nedjusteringer, og i maj sidste år blev den daværende topchef, Juan Jose Gonzalez, fyret med øjeblikkelig virkning.

Siden har Britt Meelby Jensen stået i spidsen for Ambu, og hun har ifølge Søren Løntoft fået en fin start som administrerende direktør.

»Hun har været lidt smart og fremsat en prognose for det kommende regnskabsår, som afspejler, at hun for alt i verden vil undgå at skuffe investorerne. Det kunne godt være starten på at genvinde investortilliden,« siger han.

Der er dog stadig langt op til Ambus tidligere storhedstid i april 2021, hvor aktien kostede 355 kroner. Tirsdag bliver den handlet lige under 120 kroner, så den skal altså stige over 200 procent for at komme tilbage til det tidligere rekordniveau. Det vurderer Søren Løntoft ikke er umuligt, men understreger, at det »kræver rigtig, rigtig, rigtig meget« af virksomheden.

»Det afhænger blandt andet af, hvilke produkter de lancerer. Der har været nogle lanceringer de seneste år, som ikke har levet op til forventningerne. Der er stadig kæmpestor usikkerhed omkring det vækstfundament, når vi kigger fremad,« siger han.

Det røde flag

Derudover er der et element af regnskabet, der stadig vækker bekymring hos Søren Løntoft og investorerne generelt: Ambus negative pengestrømme. Det betyder, at der flyder flere penge ud af Ambu, end der flyder ind, og det er som sådan ikke unormalt for virksomheder i en vækstfase. Men det er ikke holdbart på den lange bane, pointerer Sydbank-analytikeren.

»Det spiser af deres likvider og øger deres gæld, og det er noget, vi gerne vil se vendt. Det har ført til, at investorerne har følt, at der var en trussel om kapitaludvidelser for at styrke kapitalstrukturen i Ambu og for at undgå det, skal de realisere positive pengestrømme og dermed mindske gældsandelen,« siger Søren Løntoft.

»Det er et rødt flag, som vi kommer til at holde øje med i de kommende kvartaler. De har selv indikeret, at pengestrømmen vil være negativ i første kvartal og formentlig også i andet kvartal. Men når vi kigger ind i tredje og fjerde kvartal, skulle vi gerne se en vending, og det er noget, man som investor skal holde øje med.«

Sydbank havde indregnskabet Ambu på en salgsanbefaling. Ifølge Bloomberg data er der udover Sydbank ni analytikere, der dækker Ambu-aktien. Fire har en salgsanbefaling, fire er neutrale, og én anbefaler at købe. Det gennemsnitlige kursmål ligger på godt 84 kroner, hvilket indikerer en 27 procent nedtur fra tirsdagens kurs.