Fra blodbad til comeback: Danske aktier stiger knap tre procent

Efter massive tæsk mandag er aktiemarkedet tilbage i plusser tirsdag morgen. Eksperter mener dog ikke, at vi har set slutningen på den store markedspanik, der i øjeblikket har givet anledning til et historisk brandudsalg overalt på finansmarkedet.

Amerikanske aktier oplevede mandag den værste dag siden børskrakket i 1987. Tirsdag ser det dog lidt lysere ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/Ritzau Scanpix

Nervøsitet, panik og historisk store daglige udsving.

Coronakrisen har stadig et fast greb om de globale aktiemarkeder, og efter en blodrød mandag er der på ny store stigninger på børserne tirsdag morgen.

Det danske eliteindeks, C25, er åbnet 2,5 pct. højere, ledt an af en stigning på 4,5 pct. for Ørsted. I resten af Europa er humøret det samme, og tyske aktier – der er blevet fuldstændig sønderrevet den seneste måned – er oppe 4,4 pct. Det paneuropæiske Stoxx Europe 600 er oppe 2,4 pct.

Den positive stemning indfinder sig efter et historisk blodbad på Wall Street mandag, hvor de store amerikanske indeks lukkede med deres største fald siden børskrakket i 1987. Tirsdag morgen peger futures på stigninger omkring fire pct., når markedet åbner i New York kl. 14.30 dansk tid.

Læs: Endnu et paniktegn i finansmarkedet: Derfor dykker guld under coronakrisen

»De store tab på Wall Street i aftes har skabt noget spekulation om, at det vil presse politikerne til at tage sig sammen på den finanspolitiske side, og resultatet er, at vi ser et beskedent hop i dag,« siger Michael Hewson, chefmarkedsanalytiker hos CMC Markets i USA.

Elefanten i rummet

Indtil videre har regeringerne i Europa og USA lovet flere individuelle tiltag for at afbøde de negative økonomiske konsekvenser af coronavirussen. Investorerne efterspørger dog en samlet, koordineret indsats for at være overbeviste om, at udbruddet ikke hiver verdensøkonomien ned i en længerevarende recession.

Især USAs reaktion på coronasmitten har skabt bekymring i finansmarkedet, fordi Donald Trumps administration endnu ikke har fremlagt en stor hjælpepakke, og fordi smitten spreder sig hurtigt i landet.

»USA forbliver verdens elefant i rummet. Indtil de kan samle sig, gå på tværs af partipolitiske hensyn og fuldt ud aktivere det enorme arsenal, det har som verdens største økonomi, bliver det svært at se slutningen på nedsmeltningen på de globale finansmarkeder,« siger Jeffrey Halley, seniormarkedsanalytiker hos handelsplatformen Oanda.

Markedsuroen har også ført til en kæmpe stigning i Wall Streets frygtmåler, VIX-indekset. Det steg mandag til over 80, hvilket er højere end under finanskrisen i 2008. Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, forklarer, at VIX-indekset viser, at investorerne er under enormt stress, men ikke nødvendigvis at det vil fortsætte i lang tid.

»Ekstreme stigninger på kort sigt i VIX-indekset er sjældne og varer kort. Aktier og investorer kigger fremad, mens VIX fortæller, hvad der er sket. Hvis man overhovedet skal anvende VIX som indikator, er det, fordi man skal købe aktier, mens det blæser mest. Og det er nu. Det er ikke givet, at aktierne går meget op på helt kort sigt, men stressniveauet forbliver ikke i yderpunkter særlig længe,« skriver han i en kommentar.