Fortsat vækst i udlån til både private og erhverv

Trods kreditkrisen er der fortsat vækst i pengeinstitutternes udlån.

Læs mere
Fold sammen
Ifølge den seneste balance- og strømstatistik fra Nationalbanken er årsvæksten i udlån til erhverv godt nok faldet fra højdepunktet 27 pct. i juli 2006 til godt 11 pct. i december 2008, men der er fortsat vækst.

Mønsteret er det samme for lån til private, der stadig er i vækst, selvom det er faldet kraftigt siden toppen: Fra 24 pct. i februar 2005 til godt 5 pct. i december 2008.

- Den samlede udlånsvækst til husholdninger holdes hovedsageligt oppe af væksten i 1. halvår 2008, konstaterer Nationalbanken i en kommentar til tallene, hvor det også konstateres, at den lave udlånsvækst for husholdninger især kan henføres til udlån til forbrugerkredit, der er faldet fra en årsvækst på godt 19 pct. i december 2007 til 3 pct. i december 2008.

Selvom tallene altså viser en fortsat vækst, bekræfter de faldet i den økonomiske vækst, mener Danske Bank.

- Tallene viser, at det fortsat er muligt at låne penge herhjemme. Men det kraftige fald i udlånsvæksten bekræfter, at vi også er inde i et kraftigt fald i den økonomiske vækst i det hele taget. Præcis hvorfor udlånsvæksten aftager kan man ikke se af tallene, men det meget kraftige fald i forbrugertilliden har givetvis dæmpet lysten til at låne, og det samme har de faldende boligpriser - som jo så i øvrigt også dæmper behovet for lån, skriver privatøkonom Las Olsen i en kommentar til tallene fra Nationalbanken.

På erhvervssiden var det især udlånet til bygge- og anlægsvirksomheder, der dæmpede stigningen i det samlede udlån til erhverv. I fjerde kvartal af 2008 var udlånet til den sektor mere end 13 pct. lavere end i samme kvartal 2007.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )