Forsinkelse i USA koster stort kursfald for Zealand Pharma

Zealand Pharma falder mandag tungt på aktiemarkedet, efter at biotekselskabets franske partner Sanofi er blevet forsinket i USA.

Efter godt en times handel ligger det danske biotekselskabs aktie til et kursfald på 8,2 pct. til 111,50 kr.

Sanofi har måtte indsende ekstra information om pensystemet, som bruges til diabetespræparatet, Iglarlixi, og det betyder en forlængelse af behandlingstiden hos de amerikanske myndigheder, der nu har givet sig selv deadline til senest november til at afgøre om diabetesmidlet kan godkendes. Det svarer til tre måneders ekstra behandlingstid hos myndighederne.

Iglarlixi eller Lixilan, som det også har været kaldet, bygger på en kombination af verdens bedst sælgende insulin, Lantus fra Sanofi, samt GLP-1-analogen Adlyxin (Lixisenatid), der er opfundet og delvist udviklet af Zealand Pharma og derfor står til at modtage lave tocifrede royalties af salget.

Forsinkelsen er modsat et plus for Novo Nordisk, der ligeledes nærmer sig en godkendelse i USA af sit kombinationspræparat Xultophy.

»Nu er der mulighed for, at Xultophy rammer det amerikanske marked først. Så det giver ekstra usikkerhed for Zealand. Vi havde set aktien falde 5-10 pct. på det her, så jeg er ikke så overrasket over faldet. Markedet har det med at kvittere hårdt på sådanne meddelelser, og det har betydning, hvem der rammer markedet først,« siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.

Mens Zealand Pharma falder tungt på meddelelsen, er der omvendt god efterspørgsel efter Novo-aktien, der stiger med 2,5 pct. til 316,40 kr.

»Det er en lille smule positivt for Novo. Man kan selvfølgelig diskutere, om den skal stige 2,5 pct. på det, men det er i hvert faldt positivt, at de nu har mulighed for at komme først på markedet,« konstaterer Mads Zink.