Forsigtige kursstigninger på amerikanske børser

Helt som ventet er de amerikanske aktier startet i let positivt terræn tirsdag efter fire børsdage i træk med kursfald.

Læs mere
Fold sammen

Dow Jones-indekset balancerer omkring nulpunktet efter omkring 10 minutters handel, Nasdaq stiger med 0,1 pct., og S&P 500-indekset lægger 0,1 pct. til sin værdi.

Der har ellers været heftige spekulationer i markedet om, at en nedtrapning af Federal Reserves opkøbsprogram på 85 mia. dollar om måneden er nært forestående, og det har givet fald i både Asien og Europa tirsdag. Alligevel holder de amerikanske aktier skindet på næsen efter en hård periode, der blandt andet har barberet knap 2,9 pct. af Dow Jones-indekset fra lukketid tirsdag i sidste uge til lukketid mandag i denne.

Byggemarkedskæden Home Depot løber med opmærksomhed på selskabssiden efter et regnskab for andet kvartal, der blandt andet bød på en mindre opjustering af forventningerne.

Home Depot omsatte for 22,52 mia. dollar i andet kvartal - omtrent 700 mio. dollar højere end analytikernes forventninger ifølge estimater fra Bloomberg News. Indtjeningen per aktie i kvartalet blev 1,24 dollar mod ventet 1,21 dollar, og selskabet venter nu et overskud per aktie på 3,60 dollar mod tidligere ventet 3,52 dollar og analytikerforventningen 3,64 dollar.

Home Depot-aktien stiger med 0,7 pct. til 75,71 dollar fra start.

Stormarkedet J.C. Penney tabte 2,16 dollar per aktie i andet kvartal, mens også toplinjen veg til 2,66 mia. dollar i perioden mod ventet 2,78 mia. dollar blandt analytikerne ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.

På trods af salgsnedgangen kunne J.C. Penney dog også notere, at det såkaldte same store-salg - salget i de butikker, der har været åbent i mere end et år - faktisk udviklede sig bedre end i første kvartal. Investorerne ser heller ikke ud til at tage de røde tal på bundlinjen så tungt, og aktien stiger med 6,5 pct. til 14,09 dollar i den tidlige handel.

Elektronikkæden Best Buy er den helt store højdespringer i tirsdagens formarked - ligeledes efter resultater for andet kvartal. Best Buy slog forventningerne til bundlinjen ganske markant, men venter dog også tredje og fjerde kvartal ramt af fortsatte prisfald på elektronikmarkedet.

Best Buy omsatte for 9,30 mia. dollar mod analytikernes forventning om et salg på 9,11 mia. dollar, mens bundlinjen gav et justeret resultat per aktie på 32 cent - langt over analytikernes forventning, der inden regnskabet lød på 12 cent. Begge estimater stammer fra Bloomberg News.

Det gode resultat belønnes med en kursstigning på 9,1 pct. til 33,74 dollar fra start tirsdag.