Fondsbørsen vil hjælpe små aktier med nyt tiltag

En auktion midt på dagen skal give øget fokus på små og mellemstore aktieselskaber.

Administrerende direktør for Fondsbørsen, Bjørn Sibbern, ønsker et opgør med investorernes ensidige fokus på de største danske aktier. Derfor introduceres der fra begyndelsen af december en daglig auktion, der har fokus på at handle de mindre aktier, skriver Børsen.

Den nye auktion for small- og midcap-aktier er et setup, der samler investorernes fokus på de mindre aktier hver dag fra klokken 13.30. Det skal minimere investorernes frygt for, at de ikke kan finde købere, når de vil sælge de små aktier.

»Nu håber vi, at vi kan skabe et fokus midt på dagen, hvor det handler om small- og midcap-aktier. Det er vores forventning, at det kan give bedre likviditet til de aktier, så vi samlet set får en bedre omsætning,« fortæller Bjørn Sibbern til Børsen.

Chef for handelsaktiviteterne hos Nordea Investment Management, Per Møller, siger til avisen, at det er ideelt at samle købere og sælgere på et bestemt sted på samme tid og mener, at det vil effektivisere prisdannelsen.