Fond kræver 35 millioner ved mislykket H+H-køb

Det kan blive en god forretning for den svenske kapital-fond Nordic Capital at forsøge at overtage gasbetonproducenten H+H International.

Foto: H+H
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bestyrelsen i det stærkt gældsplagede danske selskab er sandsynligvis så presset, at de er tvunget til at underskrive en aftale, der vil sikre Nordic Capital 35 mio. kr., hvis aftalen ikke bliver til noget.

Samtidig skal fonden have en usædvanlig høj betaling, hvis handlen bliver gennemført, oplyser flere kilder til dagbladet Børsen.

H+H er ramt af et kollaps i byggeindustrien og er i risiko for at bukke under, fordi virksomheden har en gæld på over 1 mia. kr. i Danske Bank. Nordic Capital er klar til at skyde 400-500 mio. kr. ind via en kapitalforhøjelse, som vil give fonden omkring 70-80 pct. af aktierne.

Ifølge flere kilder har Nordic Capital længe forsøgt at få et såkaldt »break-up fee« ind i aftalen med H+H. Det betyder, at hvis aftalen falder til jorden skal det i forvejen blødende H+H betale en form for erstatning til kapitalfonden - en erstatning som i den aftale, som bestyrelsen er tæt på at underskrive, er på 35 mio. kr.

Pengene skal gå til at dække de omkostninger, som fonden har haft ved at kigge nærmere på H+H - den såkaldte due diligence, erfarer Børsen.