Følelser hører ikke til på aktiemarkedet

aktieskole. Del 1 af 2 om psykologi kontra reelle værdier på aktiemarkedet.

Der er en enkelt påstand, som vi hørte tit i løbet af 2008. Nemlig, at aktiemarkedets fald mere skyldes psykologi end ændringer i fundamentale værdier. Oversat lidt groft til almindeligt dansk, betyder det, at aktiemarkedet har taget hovedet under armen og mere handler med hjertet end med hjernen.

Om aktiemarkedets købere og sælgere ligefrem har glemt at tage hjernen med i deres beslutninger er måske en smule overdrevet. Men der er ingen tvivl om, at følelser spiller en vigtig rolle for mange i beslutningen om, hvorvidt en aktie skal købes eller sælges.

Frygt bag store dyk

For eksempel ligger der en god portion frygt bag, når stort set alt på aktiemarkedet styrtdykker en enkelt dag. Uden hensyntagen til om de bagvedliggende selskaber har udsigt til større eller mindre overskud de kommende år.

Og grådigheden sidder med ved bordet, når der smides penge i en aktie, som allerede er steget mod himlen, og hvor kursen efterhånden afspejler det absolut mest positive scenario for de kommende ti år.

Man skal heller ikke undervurdere effekten af gruppe-pres. Med en mindre høflig formulering kaldet lemminge- effekten. Her vil trangen til at være med i en gruppe få en aktie til at fremstå mere attraktiv, hvis der er tilstrækkeligt mange, som anbefaler den. Også selv om disse andre egentlig ikke er bedre kvalificerede til at vurdere aktien, end man selv er.

Dårlige købSom et eksempel på at følelser spiller ind i beslutningsprocessen kan også nævnes ubehaget ved at erkende sine egne fejl.

Alle aktive deltagere på aktiemarkedet har oplevet at købe en aktie, som viste sig at være et dårligt køb. Og mon ikke også de fleste har oplevet, at man i stedet for at sælge den faldende aktie igen med tab, har holdt fast i den med begrundelsen, at det er en god aktie, som nok skal komme igen. Hvorefter den bare er fortsat med at falde.

Fællesnævner for de beslutninger, som træffes på baggrund af følelser er, at man lige så godt kunne have slået plat eller krone om beslutningen. Og det er i længden ikke vejen til en sund aktieøkonomi.

Der er sikkert nogen, som har et naturtalent for at træffe de rigtige beslutninger på aktiemarkedet uden at sætte sig særlig meget ind i de aktier og selskaber, de handler i. Men inden man udnævner sig selv til et naturtalent, er der et par spørgsmål, man lige bør stille sig selv. Det ser vi nærmere på i næste uge her i ErhvervsBladet.dk.