FLSmidth: GL&V-køb bedste begivenhed i årtier - CEO (Opd)

 

Glæden på direktionsgangen hos FLSmidth & Co. er stor, da købet af canadiske GL & V Process er gået igennem uden vanskeligheder.

 

- Vi betragter det her som den mest positive begivenhed for FLSmidth i flere årtier, siger koncernchef hos FLSmidth & Co., Jørgen Huno Rasmussen til RB-Børsen.

 

- Købet er gennemført fuldstændig smertefrit, og det er glædeligt, at vi har fået de nødvendige godkendelser så hurtigt, fortsætter han.

 

Jørgen Huno Rasmussen oplyser, at alt er forløbet, som ledelsen havde ventet, da det i april offentliggjorde aftalen om købet.

 

Først nu med gennemførelsen af købet offentliggør FLSmidth & Co. størrelsen af de synergier, som er i vente. Om to-tre år vil der komme 200 mio. kr. ekstra på driftsoverskuddet (EBIT) og 1 mia. kr. ekstra på omsætningen årligt alene som følge af sammenlægningen af de to selskaber.

 

- Salgssynergierne fordeler sig på tre punkter. Vi tager Dorr-Oliver Eimco og Krebs Engineers produkter med ud til vores kunder, og de kan tage vores produkter med ud til deres. Hertil kommer, at de kombinerede løsninger, hvor vi kan tilbyde produkter, som ingen af parterne kunne tilbyde hver for sig, forklarer Jørgen Huno Rasmussen.

 

Derimod har FLSmidth & Co. endnu intet oplyst om størrelsen af de ventede integrationsomkostninger, så her må investorerne væbne sig med tålmodighed indtil halvårsregnskabet sidst i august.

 

- Vi har valgt at fortælle om den langsigtede og stabile påvirkning , som får betydning for os om to-tre år. På kort sigt vil der være en periode, hvor den ekstra indtjening kommer til, og hvor vi begynder at høste synergierne. Der vil også være nogle kortsigtede integrationsomkostninger, men det påvirker altsammen regnskabet for indeværende år, og det har vi valgt at vente med at oplyse om til halvårsmeddelelsen, siger Jørgen Huno Rasmussen.

 

FLSmidth & Co. har købt GL&V for 5,0 mia. kr. FLSmidth overtager dog ikke hele det canadiske selskab, men kun de divisioner, som passer ind i den danske koncern. GL&V hører blandt de globalt førende virksomheder inden for separationsteknologi til metal- og mineralindustrien, og opkøbet et led i FLSmidths strategi om, at mineraldelen fremover skal spille en vigtigere rolle for FLSmidth.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )