FLSmidth får indonesisk ordre på 420 mio. kr.

FLSmidth har indgået en kontrakt til en værdi af ca. 420 mio. kr. med den indonesiske cementproducent PT Semen Gresik på en cementproduktionslinie med en kapacitet på 8.000 tons i døgnet.

Leverancen er til Tuban-fabrikken, som ligger ca. 100 km vest for Surabaya på det østlige Java i Indonesien.

Kontrakten omfatter alle udstyrsleverancer til den væsentligste del af produktionslinien herunder ATOX råmølle, ATOX kulmølle, forvarmer, roterovn, ovnbrænder, klinkerkøler og siloudstyr samt et komplet styresystem til hele anlægget og alt laboratorieudstyr. Den nye linie bliver den fjerde produktionslinie på Tuban-fabrikken, og de tre eksisterende linier blev leveret af FLSmidth i 1990erne.

Gresik-koncernen er i dag Indonesiens største cementproducent med en samlet årskapacitet på ca. 18 mio. tons cement.

- Det indonesiske cementmarked er velkendt for FLSmidth, og vi har i mange år haft et fremragende samarbejde med Gresik-koncernen. FLSmidth har i tidens løb stået for teknologien til tre af Gresiks cementfabrikker: Tuban, Tonasa og Padang. Det meste af udstyret på fabrikkerne er leveret af FLSmidth, hvoraf den førsteproduktionslinie på Padang-fabrikken går helt tilbage til 1910, siger adm. koncernchef Jørgen Huno Rasmussen.

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil udstyret er leveret i 2010, oplyser FLSmidth.

RB-Børsen