Fionia/fmd.: Mange vil gerne støtte os

Læs mere
Fold sammen
Det virker ikke som nogen nem sag at rejse kapital på børsmarkederne i dag, men det er ikke desto mindre præcis hvad fynske Fionia Bank har tænkt sig at gøre. Bestyrelsesformand Bo Stærmose er fuld af fortrøstning for, at det nok skal lykkes banken at få solgt sine aktier ved en kommende kapitaludvidelse, som generalforsamlingen skal tage stilling til.

- Vi har et behov for at få styrket vores kernekapital.

- Det er fint, at vi har fået bankpakken, men vi skal også se lidt længere frem. Bankpakken er dyr, så vi vil gerne kunne komme ud af den igen. Samtidig har vi fået så mange positive tilkendegivelser fra folk, der spørger, hvordan de kan støtte os. Nu bliver der en mulighed for at slutte op om banken, siger bestyrelsesformanden til RB-Børsen.

Han mener, at bankpakken maner enhver tvivl om Fionia Banks overlevelse i jorden. Banken er sikker på at få del i bankpakken, uden at Bo Stærmose dog ønsker at gå nærmere ind på, hvordan banken kan være sikker på det. Det står dog klart, at Fionia Bank uden en kapitalforhøjelse vil få svært ved at nå en kernekapitalprocent på 12, som er kravet i bankpakken.

Fionia Bank har ikke aktuelt nogle store investorer, der banker på for at komme ind i ejerkredsen. Alligevel vil banken overveje, om det kan blive nødvendigt at ophæve stemmeretsbegrænsningerne, der afskærer storaktionærer fra at yde bestemmende indflydelse.

I øjeblikket er Fionia fonden eneste storaktionær i banken. Bo Stærmose oplyser, at fonden vil overveje at købe nogle af de aktierne ved en kommende emission.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )