Fionia/fmd: Ny direktør er langsigtet løsning

Læs mere
Fold sammen
Fionia Bank har skilt sig af med den ene halvdel af den direktør-duo, der de seneste måneder har varetaget ledelsen af den kriseramte fynske bank. Henrik Borup Jeppesen fratræder med øjeblikkelig virkning, mens Kaj Østergaard Mortensen bliver som bankdirektør. Ny topchef bliver Jørgen Bast, der får titel af adm. direktør.

- Vi har gennemført en tilpasning af strategien og organisationen. Banken har tidligere haft en delt direktion, men på sigt er det rigtigt at have en mand i spidsen, forklarer bestyrelsesformand Bo Stærmose til RB-Børsen.

Om fyringen af Henrik Borup Jeppesen siger bestyrelsesformanden, at det er bedst at skilles med det samme, når man har besluttet at gå hver til sit.

Når det netop er Kaj Østergaard Mortensen, der fortsætter, skyldes det ifølge Bo Stærmose, at banken ønsker en direktion med forskellig baggrund. Kaj Østergaard Mortensen har i mange år været leder af bankens markets-afdeling, mens den nye direktør kommer med erfaringer fra kreditsiden.

Den nye direktør, Jørgens Bast, er 59 år. Men Bo Stærmose afviser, at han skal ses som en overgangsfigur.

- Når man vil have en mand med de erfaringer, kommer man meget nemt til den aldersklasse. Der kan være mange gode år i Jørgen Bast, så det kan sagtens blive både fem og syv år, siger Bo Stærmose.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )