Fionia Bank/CEO: Fyringer gør os klar til fremtiden

Fionia Bank har på ingen måde givet fortabt, forsikrer direktør Kaj Østergaard Mortensen, efter at banken har offentliggjort sin nye strategi. Den indebærer, at 70 medarbejdere, svarende til cirka 10 pct. af de ansatte, bliver fyret, og bankens engagementer inden for ejendomme udfases. Fokus skal i stedet ligge på almindelige erhvervskunder og privatkunder. Og inden for de segmenter er der ingen planer om at reducere udlånene. Men det er nødvendigt med fyringer, for banken har et for stort personale i forhold til de fremtidsudsigter, der tegner sig i øjeblikket, forklarer Kaj Østergaard Mortensen.

- Vi har ansat rigtig mange medarbejdere i det seneste halvandet til to år, og er klædt på til vækst. Men vi må nu se i øjnene, at den vækst bliver noget mindre. Dernæst ønsker vi at være mere effektive, for vi ligger i overkanten med omkostninger i forhold til de banker, vi sammenligner os med. Og så har vi fravalgt et forretningsområde, nemlig udlån til kunder med ejendomsengagementer, siger Kaj Østergaard Mortensen til RB-Børsen.

Fionia Bank regner med, at nøgletallene i 2010 vil være væsentligt forbedret. Og med de 70 afskedigelser skulle de vigtigste skridt være taget for at nå det mål, mener direktøren. Dog med den vigtige forudsætning, at det lykkes for Fionia Bank at hente kapital.

- Hvis vi ikke kan få tilført kapital i den ene eller den anden form, så kommer vi til at reducere vores balance væsentligt. Vi har indregnet en vis reduktion af balancen, men ikke væsentligt, siger Kaj Østergaard Mortensen.

Selvom banken med en solvensprocent på 8,3 kun lige er over lovkravet på 8 pct., så understreger Kaj Østergaard Mortensen, at banken overholder lovgivningen, og derfor regner direktøren bestemt med, at Fionia Bank vil kunne få tilført kapital fra den bankpakke II, som politikerne i samme stund forhandler om. For skulle Fionia Bank havne hos Afviklingsselskabet og altså gå ned, så vil det få store konsekvenser for hele regionen,

- Vi er meget andet end en bank med eksponering over for ejendomme. Vi har et bredt fundament på Fyn og i trekantsområdet. Der kører mange historier i medierne, og vi er også selv skyld i en del af dem, men under det ligger der en sund bankdrift, siger Kaj Østergaard Mortensen.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )