Finanstilsynet holder øje med subprimelån

På linje med andre risikable lån holder Finanstilsynet også øje med danske bankers eventuelle forbindelser til de amerikanske såkaldte subprimelån.

Business as usual, lyder det fra Finanstilsynet, når der spørges til danske bankers forbindelse til de amerikanske såkaldte subprimelån - lån til fast ejendom med forholdsvis stor risiko - som i øjeblikket ryster verdens finansmarkeder.

"Vi følger området, og vi griber ind, hvis der bliver behov for hensættelser," siger vicedirektør i Finanstilsynet Flemming Nytoft Rasmussen.

Han understreger, at tilsynet ikke vil kommentere specifikke sager. Men han oplyser alligevel, at tilsynet ikke har fundet anledning til at gøre noget specielt i forbindelse med den nuværende finansuro.

Vicedirektøren oplyser, at overvågning af bankers eventuelle engagementer i subprimelån indgår i tilsynets rutinemæssige overvågning af den finansielle sektor.

"Det indgår som en del af vores sædvanlige rutiner, og det, som nu kaldes subprimelån er jo blot yderligt beliggende kommercielle lån baseret på obligationer," siger Flemming Nytoft Rasmussen.

Formand for Finansrådet og direktør i Nordea Peter Schütze vurderer heller ikke, at danske finanskoncerner har fingene i klemme i nødlidende amerikanske boliglån.

"Jeg kender ikke medlemmernes investeringer. Men det er bestemt ikke mit indtryk, at vi skal til at slås med store tab herhjemme som følge af dette," siger Peter Schütze til Berlingske Business.