Finansradio: Sort Torsdag for de danske aktier

En dag vil de måske kalde denne dag sort torsdag. Bunden er røget ud af de europæiske aktiemarkeder, og det danske aktiemarked klarer sig dårligere end de fleste.

Her i eftermiddag ligger det toneangivende OMXC20-indeks 4 pct. lavere i 454 med alle selskaber undtagen en, i minus.

Der er heller ikke trøst at hente fra de amerikansk futures inden markederne åbner på den anden side af Atlanten. Både S&P 500 futures og Nasdaq 100 futures falder kraftigt.

Største taber er vindmølleaktien Vestas, der er regnskabsaktuel næste tirsdag. Vestas er nede med 7,3 pct. i 303 kr.

Udover Vestas' store kursfald er markedet præget af kursfald i mange andre, store selskaber. FLSmidth falder knap 5,8 pct. til kurs 418, og A.P. Møller-Mærsk B falder over 5 pct. til 62.900 kr.

Herhjemme har TrygVesta, Coloplast, og William Demant fremlagt regnskaber.

Monsun skybrud rammer ikke TrygVestas
Sommerens monsun-lignende skybrud kan ikke rykke ved forsikringsselskabet TrygVestas solide overskud. Aktuarerne i forsikringsselskabet TrygVestas har talt og extrapoleret antallet af skadeanmeldelser efter den usædvanlig våde sommer.

Det har ikke fået selskabet til at ryste på hånden. Investor relations manager Lars Møller fortæller NetPosten.dk, at selskabet trods det vejr, der lige har fundet sted, er rimelig sikker på sine prognoser. Forventningerne til årets resultat før skat opjusteres med 15 pct. fra 2,7 mia. kr. til 3,1 mia. kr. I dagens skræmte marked er TrygVestas nede med 0,3 pct. i 422 kr.

William Demant falder 7 pct.
Coloplast opnåede i de første 9 mdr. et resultat af primær drift på 786 mio. kr. mod konsensus på 760 mio. kr.

Coloplast er det eneste selskab i OMXC20 indekset i plus med plus 0,7 pct. i 476.

William Demant Holding (WDH) kom ud af første halvår med et resultat af primær drift på 672 mio. kr. Markedet havde i gennemsnit ventet et resultat af primær drift på 732 mio. kr. William Demant-aktien er nede med hele 7,3 pct. i 487 kr..

Hør finansradio her

Finansradio er leveret af Netposten.dk