Finansradio: OMX i plus igen – Vestas, Norden og Genmab i fokus

Det toneangivende OMXC20 indeks startede fra morgenstunden med et mindre fald på omkring 0,4 pct., men har rettet sig pænt op efter middag.

Her til eftermiddag ligger OMXC20 pt. i 484,93 – en stigning på 0,17 pct.

Vestas får kæmpe ordre fra BP
Fokus har hele dagen været på Vestas, efter at selskabet har modtaget en stor ordre på 300 MW fra oliegiganten BP. Ordren i USA er på 182 stk. V82-1,65 MW-vindmøller. Ordren er modtaget fra BP Alternative Energy North America, der blev etableret i november 2005, og samler alle BP's interesser inden for energiproduktion med lav eller ingen CO2-udledning: vind, solenergi, energiproduktion ved hjælp af hydrogen med CO2-opsamling og -lagring samt energiproduktion ved hjælp af gas.

D/S Norden har været i centrum efter fejlcitering
D/S Norden blev sendt op mod 3 pct. ned fra handelens start efter en negativ artikel i Børsen om, at fragtpriserne på tørlast forventes at falde 30-40 pct. i løbet af de næste par måneder. Men efterfølgende har D/S Norden udsendt en børsmeddelelse om, at selskabet ikke deler vurderingen i avisen.

Genmab stiger på nyhed om HuMax-CD4
Genmab har offentliggjort endelig data fra selskabets to fase II studier i patienter på tidligt og fremskredet stadie med Mycosis Fungoides (MF) en form for kutant T-cellelymfom (CTCL). Fase II studier med HuMax-CD4 for CTCL viser median responstider på 81 uger og samlet respons på 56 pct. for de højeste doser.

Hør finansradio her

Finansradio er leveret af Netposten.dk