Finansradio: Markedet venter på i morgen

Lige nu er markedet stort set neutralt, idet det afventer en række vigtige nøgletal, der offentliggøres i morgen. Der har indtil videre især været fokus på SAS, NKT, Lundbeck og TopoTarget i dagens marked.

Lige nu ligger OMXC20 en smule under lukningen i går. Faldet kommer efter tab i både USA og Asien over natten. Dog er de amerikanske indeksfutures gået i plus over formiddagen, og det har trukket de danske aktier noget op. Samtidig forholder markedet sig afventende inden fredagens nøgletal. Både den britiske og den europæiske centralbank valgte her til eftermiddag at fastholde renten, beslutninger, der var ventet i markedet.

SAS stiger på erstatningskrav
SAS-aktien fortsætter op efter gårsdagens flotte stigning på 4,9 pct. Selskabets Dash 8/Q400 fly er tilbage i luften, og samtidig regner SAS med at kunne opnå en betydelig erstatning fra flyproducenten Bombardier. SAS regner med, at alle flyselskabets Dash8/Q400-fly vil være i trafik senest 15. oktober.

Nilfisk-Advance på vej som selvstændigt selskab
NKT-datterselskabet Nilfisk-Advance vil formentlig inden for få år fusionere med en af de store konkurrenter, og det kan medføre en udskilning fra NKT Holding og en separat børsnotering. Det vurderer NKT-topchef Thomas Hofman-Bang over for Børsen i forbindelse med et investormøde i Italien.

- Nogle af de fem spillere skal slås sammen, og vi ser os selv i førersædet. Jeg tror ikke, der sker noget de første par år, for ingen af de andre er klar til den dialog, men det bliver de, når vi kommer et par år længere frem, siger Thomas Hofman-Bang, der tror, skabelsen af en definitiv markedsleder med Nilfisk-Advance i en hovedrolle vil ske inden 2012. NKT-aktien ligger lige nu en smule højere end ved lukningen i går.

TopoTarget og Lundbeck i opsigtsvækkende samarbejde
TopoTarget og Lundbeck har skabt opmærksomhed i dag med en aftale om udvikling af siramesine til behandling af kræft. Siramesine har vist positive resultater i prækliniske undersøgelser udført af forskere fra Kræftens Bekæmpelse. Forskerne fandt, at siramesine slår kræftceller ihjel via en ny og lovende mekanisme. Siramesine blev oprindeligt udviklet med henblik på behandling af sygdomme i centralnervesystemet af Lundbeck, og TopoTarget vil nu igangsætte undersøgelser med stoffet til kræftbehandling. Begge selskabers aktier er steget ovenpå nyheden..

Hør finansradio her

Finansradio er leveret af Netposten.dk