Finanskrisens tabere bor i Rudersdal

Familier i Rudersdal tabte mest på finanskrisen. Omvendt tjente Sorø-familier på den. Ny undersøgelse afdækker finanskrisen konsekvenser for familier rundt om i landet.

Foto: Jeppe Michael Jensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv for en velhavende familie er 40.000 kroner en slat penge. Og det er netop beløbet, som en gennemsnitsfamilie sidste år mistede i indkomst i den hårdest ramte kommune i Danmark – Rudersdal.

Generelt var det familierne i det såkaldte whiskybælte, der fik barberet de største dele af indkomsten. I Hørsholm faldt en families gennemsnitsindkomst med 33.000 kroner fra 2008 til 2009, mens familierne i Gentofte kan gå på juleindkøb med bevidstheden om, at de mistede gennemsnitlig 26.000 kroner i samme periode, viser en ny undersøgelse, som Danske Bank står bag.

Nordsjællandske børn behøver dog ikke bidrage til den megen nedbør, der er kommet i år, ved at bryde ud i gråd – der skal nok blive råd til et par julegaver alligevel.

Det er nemlig fortsat de nordsjællandske familier, der har de største indkomster. Helt i toppen ligger Gentofte-familierne, der gennemsnitligt hiver 708.000 kroner hjem om året. Herefter følger Hørsholm og Rudersdal med gennemsnitsindkomster på henholdsvis 689.000 og 687.000 kroner.

I den modsatte ende af skalaen ligger blandt andet København med en gennemsnitlig familieindkomst på 362.000 kroner.

"Det skyldes dog, at der bor mange enlige her sammenlignet med andre kommuner. Fokuseres alene på par ligger København midt i feltet," siger Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian.

Derfor er det reelt familier på Ærø og Læsø, der ligger helt i bund med et niveau på cirka 360.000 kroner per familie.

I Sorø ser det lige omvendt ud - her er familiernes gennemsnitsindkomst steget med 5.100 kroner til 461.000 kroner.