Mandag den 16. december
Investeringsselskabet Luxor præsenterer årsregnskab for det skæve regnskabsår 2018/19. Fra første til tredje kvartal realiserede selskabet indtægter for i alt 63,2 mio. kroner mod 48,4 mio. kroner i samme periode året før. Basisindtjening blev 22,4 mio. kroner, og periodens resultat blev 12,3 mio. kroner. For det fulde regnskabsår forventes en basisindtjening i niveauet 28 mio. kroner.
Den svenske modekoncern H&M kommer ligeledes med årsregnskab for det forskudte regnskabsår 2018/19. H&Ms omsætning steg med 11 procent til 171 mia. svenske kroner. I tredje kvartal steg omsætningen med 12 procent til 62,5 mia. svenske kroner. Det skyldes især godt modtagne sommerkollektioner og en stigning på 30 procent i onlinesalg.
Der kommer PMI-tal for den britiske fremstillingssektor. Sektoren er naturligvis påvirket af Brexit, og indekset er således faldet fra omkring 55 i april til 48,9 i november, hvilket indikerer, at sektoren er gået fra fremgang til tilbagegang i perioden. Der kommer ligeledes PMI-tal for landets servicesektor.
Tirsdag den 17. december
Den amerikanske transportvirksomhed FedEx præsenterer regnskab for andet kvartal af finansåret 2020. FedEx er fortsat negativt påvirket af svaghed i den globale økonomi på grund af stigende handelsspændinger og politisk usikkerhed, fortalte administrerende direktør Frederick W. Smith i FedEx’ seneste kvartalsrapport. Virksomhedens omsætning i første kvartal er kun en smule lavere sammenlignet med samme periode året før. FedEx har sænket sine forventninger til regnskabsåret 2020.
Der kommer tal på USAs industriproduktion. Produktionen gik tilbage i både september og oktober. Faldet i oktober var på 1,1 procent, hvilket delvis var et resultat af en strejke i bilbranchen, men samtidig var ingen af industriens brancher i vækst, og det store fald kommer, efter at produktionsvæksten er faldet i 11 af de 12 seneste måneder. Det er især efterspørgslen på internationale markeder, der svigter, mens den indenlandske efterspørgsel er mere stabil.
Der kommer tal på arbejdsløshedsændringen i Storbritannien. I oktober steg antallet af briter på arbejdsløshedsydelser med 33.000, hvilket er den største månedlige stigning siden juli 2011.
Onsdag den 18. december
Der kommer tal på erhvervsklimaet i Tyskland fra IFO-instituttet. Indikatoren er faldet markant siden begyndelsen af 2018 fra omkring 105 til 95 i den seneste måling fra november. Men opbremsningen i tysk økonomi er ikke blevet så hård som frygtet, og man undgik recession i tredje kvartal. Indekset har siden august ligget stabilt med en lille stigning fra 94,3. Tysk økonomi har fortsat problemer med lavere handelspolitisk usikkerhed, og bilproducenterne har problemer nye regler for udledning.
Entreprenørkoncernen Per Aaarsleff offentliggør årsregnskab for 2018/19. Entreprenørkoncernen viste fremgang i de første ni måneder af regnskabsåret med en organisk omsætningsvækst på 12,2 procent sammenlignet med samme periode året før. Omsætningsvæksten kan primært henføres til anlægs- og byggerisegmentet, hvor omsætningen steg med 14,3 procent som følge af fortsat høj aktivitet inden for havneudvidelser, byggeri i københavnsområdet samt øget omsætning i selskabets jernbanesegment.
Torsdag den 19. december
Det franske statistikkontor udgiver et indeks over erhvervstilliden i landet. Fransk erhvervstillid havde årets dårligste måned i oktober med en måling på 99, men i november var indekset steget en anelse til 100. I januar lå erhvervstilliden på 103.
Der kommer referat fra et møde i den indiske centralbank. På mødet 5. december besluttede man at holde renten på 5,15 procent efter at have nedsat renten fem gange i træk. Indisk økonomi befinder sig i afmatning og oplevede i tredje kvartal den laveste vækstrate i mere end seks år. Centralbanken nedjusterede også vækstforventningen fra 6,1 til fem procent. Beslutningen kom bag på analytikerne, som adspurgt af Reuters og Bloomberg enstemmigt forventede en rentenedsættelse. Centralbanken begrundede sin beslutning med bekymring for inflation på kort sigt.
Fredag den 20. december
Kabelproducenten Roblon kommer med årsregnskab for det skæve regnskabsår 2018/19. Roblons regnskab for tredje kvartal viste fremgang på de fleste poster. Omsætningen i tredje kvartal steg med 12,4 mio. kroner til 60,8 mio. kr. sammenlignet med samme periode året før. Forventningerne til regnskabsåret 2018/19 fastholdes. Ledelsen forventer en omsætning i niveauet 270 mio. kroner mod 221,8 mio. kroner i sidste årsregnskab.
Der kommer forbrugertillid på euroområdet fra Eurostat. Forbrugertillidsindekset steg fra -7,6 til -7,2, hvilket er over indeksets gennemsnit på -10.