Finanskalender: Din guide til de vigtigste begivenheder i uge 5

Vi har herunder samlet et overblik over de regnskaber og makroøkonomiske nøgletal, du bør holde øje med i den kommende uge.

Den kommende uge byder blandt andet på regnskaber fra kæmperne Ørsted, Danske Bank og Novo Nordisk Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mandag 28. januar

Danmarks Statistik udgiver »detailomsætningsindekset«. Detailomsætningsindekset belyser udviklingen i detailvirksomhedernes omsætning. Statistikken er baseret på data fra alle større detailvirksomheder og en stikprøve af de resterende, som hver måned spørges om deres omsætning.

Tirsdag 29. januar

Nationalbanken kommer med deres udgivelse »værdipapirer i december 2018«. Den generelle værdipapirstatistik dækker obligationer, aktier og investeringsforeningsbeviser registreret i VP Securities A/S, og indeholder oplysninger om beholdninger og nettotransaktioner fordelt på papirtype, udstedere og ejere. Statistikken suppleres derudover med oplysninger om danske residenters udstedelser i udlandet.

Onsdag 30. januar

IT-selskabet NNIT fremlægger årsregnskab for 2018. Regnskabet for tredje kvartal skuffede en smule, da driftsresultatet på 66 mio. kr. var under det forventede. NNITs aktie har dog haft en rigtig god start på 2019, med en stigning på over 11 pct. på de første fire uger.

Torsdag 31. januar

Energikoncernen Ørsted kommer med årsregnskab for 2018. I forbindelse med regnskabsaflæggelsen for tredje kvartal, løftede Ørsted prognosen for hele 2018 en smule. Driftsoverskuddet, EBITDA, for 2018 forventes således at være mellem 13 og 14 mia. kr., mod et tidligere mål »i den øvre ende« af 12,5 til 13,5 mia. kr. Forventningen er eksklusiv frasalget af en ejerandel i Hornsea 1-vindparken. I selve tredje kvartal steg Ørsteds EBITDA til 2.225 mio. kr. fra 1.757 mio. kr. et år forinden.

Ingeniørselskabet FLSmidth fremlægger yderligere resultaterne for 2018 i deres årsregnskab. I tredje kvartal var FLSmidths omsætning og indtjening under det forventede, mens ordreindgangen til gengæld overraskede positivt. FLSmidth fik ordrer på 7,2 milliarder kroner i juli, august og september, hvilket var 71 pct. mere end samme periode sidste år. FLSmidth fastholdt dog forventningerne til helåret om en omsætning på 18-20 mia. kr. og en EBITA-margin på otte-ti pct.

Medicoselskabet Ambu fremlægger regnskab for første kvartal af det skæve regnskabsår 2018-2019. Der var fremgang i fjerde kvartal af det forskudte regnskabsår 2017/18 hos Ambu, og omsætningen endte på 729 mio. kr. i kvartalet, hvilket var en stigning i salget fra 629 mio. kr. i samme periode året før. Overskuddet af primær drift, EBIT, landede før særlige poster på 165 mio. kr., og dermed var der set i forhold til fjerde kvartal året forinden ligeledes tale om en positiv udvikling. Her lød driftsresultatet før særlige poster på 134 mio. kr. Ambu fastholdte forventningerne til 2018/19 om en organisk vækst i niveauet 15-16 pct. opgjort i lokal valuta, en EBIT-margin før særlige poster i niveauet 22-24 pct. og frie pengestrømme i niveauet 400-475 mio. kr.

Fredag 1. februar

Medicinalvirksomheden Novo Nordisk præsenterer regnskab for 2018. I tredje kvartal præsterede Novo Nordisk omtrent den ventede vækst i til 27,76 mia. kr. i omsætning, mens driftsoverskuddet skuffede en anelse. Sidstnævnte skyldtes dog især udgifter til afskedigelser af medarbejdere, da Novo regnede med at være 1.300 færre ansætte til nytår sammenlignet med året før.

Danske Bank kommer med årsregnskab for det kaotiske 2018. På trods af hvidvaskskandalen, tjente Danske Bank fortsat godt med penge i tredje kvartal af 2018 – også flere end ventet – selv om indtjeningen gik i den forkerte retning. Banken fik et overskud efter skat på 2.428 mio. kr. i juli, august og september. Til sammenligning havde analytikerne ventet et overskud på 2.365 mio. kr. Samme kvartal i 2.017 gav en indtjening på 4.733 mio. kr. efter skat. En stor del af forklaringen på faldet var de 1,5 mia. kr., banken har planer om at donere i forbindelse med hvidvasksagen fra Estland.

Den amerikanske jobrapport, der giver et overblik over skabte job i USA i januar, udkommer på trods af det omfattende shutdown i den amerikanske stat.