Finansfokus - uge 2

 

Mandag

 

Ugen begynder roligt med luftfartsbranchen i centrum. Fransk/hollandske Air France-KLM samt det britiske lavprisflyselskab EasyJet Airline er begge aktuelle med trafiktal for december. Det sker, dagen inden SAS fremlægger sine tal. British Airways fremlagde i torsdags tal for december. De viste fald i passagermængden grundet tåge omkring London kort inden jul, tågen lukkede Heathrow lufthavnen i et par dage.

 

På den politiske scene vil EU's handelskommissær Peter Mandelson sammen med EU-formanden Jose Manuel Barroso tage til Washington for, at besøge den amerikanske præsident George W. Bush. I Basel ventes Den Europæiske Centralbankchef, Jean-Claude Trichet, at betræde talerstolen efter møderne i centralbanksammenslutningen BIS.

 

Tirsdag

 

Ved formiddagstid offentliggør det skandinaviske flyselskab SAS trafiktal for december. Analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank venter en meget marginal effekt fra London-tågen på SAS' trafiktal. Selve lukningen af lufthavnene i London efter terrorangrebet i juli 2005 havde også kun en marginal effekt for den pågældende måneds tal. Analytikeren venter en fremgang i yielden (indtægten pr. fløjet sædekilometer) på 8 pct. år/år og et moderat fald i belægningen. SAS har oplevet en massiv kursfremgang siden juli, hvor aktien er steget fra 60 kr. til omkring 100 kr., idet lavere oliepriser, effektiviseringer og udskilningen af hotelaktiviteterne har gødet jorden for kursfremgang. Den 1. januar 2007 overtog Mats Janson direktørposten hos SAS. Den nybagte direktør er et ubeskrevet blad i luftfartsbranchen og har gjort sine direktørerfaringer i, blandet andet, fødevareselskabet Fazer og detailkæden Axfood.

 

- Jeg venter ikke, at der allerede kommer nyt fra direktør Mats Janson, som nok venter til helårspræsentationen med nye udmeldinger. Det er med spænding man kan se frem mod udmeldingerne fra Mats Janson. En ny effektiviseringspakke vil blev positivt modtaget, udtaler analytiker Jacob Pedersen fra Sydbank. Jacob Pedersen har en overvægtanbefaling på SAS-aktien.

 

Den finske luftfartskonkurrent Finnair er ligeledes aktuel med sine tal for december.

 

Den britiske olieudvindingsgigant BP Plc er første i oliebranchen med tal for fjerde kvartal, når Europas største olieudvindingskoncern præsenterer sin markedsopdatering. Efter at perioden 2003 til medio 2006 har været en dans på roser for aktionærerne, har de seneste seks måneder budt på aktienedtur for hele oliebranchen. Det skyldes olieprisernes tilbagetog.

 

Første tegn på at den amerikanske regnskabssæson er på vej kommer tirsdag, når Alcoa aflægger regnskab for fjerde kvartal. Alcoa overraskede investorerne negativt i seneste regnskab, hvilket trykkede Alcoa-aktien betydeligt lavere, men i årets to sidste måneder har menuen igen stået på kursfremgang.

 

Onsdag

 

Bang & Olufsen er onsdag aktuel med halvårsregnskab, efter at elektronikdesignvirksomheden aflagde et godt regnskab for første kvartal. Bang & Olufsen gentog forventningerne til helåret 2006/07, som indeholder en overskudsprognose på 460-500 mio. kr. Omsætningen ventes at stige 8-10 pct. I en analyse efter regnskabet for første kvartal gentog Jyske Bank-analytiker Rune Møller sin købsanbefaling på Bang & Olufsen. Analytikeren hæftede sig ved, at Bang & Olufsen har leveret fremgang i bruttomarginalen (indtjeningsevnen), efter det skuffende fjerde kvartal. - Det tyder på, at Bang & Olufsens effektiviseringer kan afbøde for ændringerne i produktmikset, vurderer Rune Møller. Analytikeren ser gode muligheder i B&O-aktien, idet selskabet står over for en accelererende salgsvækst kombineret med en historisk høj indtjeningsevne. - Bang & Olufsen ventes først at opjustere helårsforventningerne i regnskabet for tredje kvartal. Det positive islæt i halvårsregnskabet bliver faldskærmssalgsvæksten, mens få nye produktlanceringer trækker i modsat retning, vurderer analytiker Rune Møller. Jyske Banks overskudsprognose for Bang & Olufsen lyder på 523 mio. kr. før skat for helåret 2006/07.

 

Torsdag

 

Danisco-investorerne kigger mod de tyske kanter, når sukker-konkurrenten Suedzucker er aktuel med regnskab for tredje kvartal. Suedzuckers tal kan give et praj om udviklingen i sukker-branchen og presset på indtjeningsmarginalerne. Generelt har Danisco-investorerne dog større fokus på de voksende ingrediens- og enzym-aktiviteter.

 

Den europæiske detailbranche kommer i centrum med julemånedens salgstal. Den franske detailgigant Carrefour, den britiske fødevaredetailkoncern J. Sainsbury og den tyske detailkoncern Metro Group fremlægger salgstal. Det britiske musik- og pladeselskab HMV Group er aktuel med halvårsregnskab. Den Europæiske Centralbank kommer torsdag i søgelyset med sit pengepolitiske møde og den dertil hørende renteannoncering med efterfølgende pressemøde. Økonomerne venter, at renten vil blive fastholdt på 3,5 pct. efter rentestigningen i december.

 

- ECB-renten vil blive fastholdt på torsdag. Så skal der findes kurspåvirkende udmeldinger, skal de komme fra centralbankchef Jean-Claude Trichet, vurderede seniorøkonom Werming K. Pedersen fra Sydbank. Der er størst sandsynlighed for, at Trichet gentager de tidligere udmeldinger. Det vil signalere, at næste rentestigning først ser dagens lys den 8. marts. Alternativet er, at rentestigningen allerede bliver indikeret til at finde sted på næste rentemøde den 8. februar.

 

Fredag

 

Investorerne får fredag indblik i det vigtige amerikanske detailsalg for december. Salgstallene for de enkelte detailkoncerner tyder på et lidt svagt decembersalg, dog overraskede giganten Wal-Mart positivt i sin opgørelse. En positiv overraskelse kan udskyde mulighederne for rentenedsættelser hos den amerikanske centralbank.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )