Finansfokus - torsdag

 

Investorerne vil torsdag se frem til en række regnskabsaflæggelser uden for C20-regi, når flere mindre selskaber aflægger regnskaber. På den makroøkonomiske front er der også flere spændende begivenheder på programmet, som kan være retningsgivende for aktiemarkedet.

 

Betonelementkoncernen H+H International vil få opmærksomhed med sin halvårspræsentation, som ventes at bære præg af de gode afsætningsmuligheder, som især understøttes af udviklingen i Østeuropa. To gange tidligere i år har selskabet hævet helårsforventningerne, hvilket er sket senest i juni og i maj. Rockwool, som også er indenfor byggebranchen med sine isoleringsmaterialer, opjusterede onsdag forventningerne til helåret.

 

Den grafiske virksomhed Glunz & Jensen, hvis primære produkter er indenfor prepress, aflægger sit helårsregnskab. Nye produktområder i CtP og Punch/Bend har kostet på bundlinjen og der ventes et nulresultat for helåret. Investorerne håber ikke på endnu en negativ overraskelse.

 

Det danske biotekselskab Curalogic, med speciale indenfor allergi, aflægger halvårsregnskab. For 2007 venter Curalogic et underskud på 195-210 mio., efter at have sænket forventningerne tilbage den 8. juni.

 

Investorerne i Carlsberg vil have øjnene rettet mod Belgien, hvor verdens største bryggerigruppe Inbev, aflægger regnskab for halvåret. Carlsberg og senest Heineken har begge præsenteret bedre end ventet halvårsregnskaber, og det er ventet, at også Inbev har nogle solide tal i vente til investorerne.

 

På den anden side af Atlanten finder vi computerproducenten Dell, som aflægger regnskab for andet kvartal efter amerikansk lukketid. Selskabet har modvilligt afgivet rollen som verdens største computerproducent til konkurrenten Hewlett-Packard. Koncernen har genindsat stifteren Michael Dell bag roret i kampen om at genvinde markedsandele og i første kvartal overraskede selskabet med bedre end ventede tal for både omsætning og indtjening.

 

På den makroøkonomiske front er det ligeledes amerikanske nøgletal, som er i fokus, eftersom at anden udgave af BNP-væksten offentliggøres for andet kvartal og ventes at vise en fremgang på 4,1 pct. Seneste opgørelse havde en fremgang på 3,4 pct. for andet kvartal. Privatforbruget offentliggøres også for andet kvartal og ventes at vise en stigning på 1,5 pct. Opgørelsen indeholder også den vigtige PCE-deflator, der ventes at stige 1,4 pct. på linje med tidligere opgørelse for andet kvartal.

 

På denne side af Atlanten vil arbejdsløshedsprocenten i august i Tyskland kunne tiltrække sig opmærksomhed. Den ventes at vise et marginalt fald til 8,9 pct. i forhold til 9,0 pct. måneden forinden.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )