Finansfokus - torsdag

 

Investorerne vil torsdag have fokus rettet mod FLSmidth, hvor selskabets guldæg FFE Minerals igen kan kigge mod det finske. Det sker, når Metso aflægger regnskab for første halvår. Det er tallene fra datterselskabet Metso Minerals, som vil tiltrække FLSmidth-investorernes opmærksomhed.

 

Flere af de tunge svenske aktier er regnskabsaktuelle torsdag, hvor den svensk/britiske medicinalgigant AstraZeneca er aktuel med sit regnskab for andet kvartal. Investorerne vil være opmærksomme på hvilken indvirkning opkøbet af amerikanske MedImmune har haft på regnskabet.

 

Byggegiganten Skanska, som også gør sig på det danske marked, er aktuel med sit regnskab for andet kvartal. I første kvartal overraskede selskabet positivt både på indtjeningen og omsætningen, men udtrykte bekymringen for prisudviklingen på visse materialer og arbejdskraften.

 

Svensk/schweiziske ABB aflægger regnskab for andet kvartal. Selskabet oplevede en kraftigt vækst i første kvartal og oversteg klart analytikernes forventninger, men fastholdte forventningerne til helåret, da der ventes en mindre moderat ordreindgang for resten af året.

 

På den anden side af Atlanten kommer der også en række interessante regnskaber, idet producenten af elektrisk værktøj Black & Decker aflægger regnskab for andet kvartal. I første kvartal opjusterede selskabet forventningerne til helåret efter en øget efterspørgsel på især de internationale markeder.

 

Medicinalselskabet Bristol-Myers er aktuel med sit regnskab for andet kvartal. Bristol-Myers kæmper med stigende konkurrence fra europæiske kopiprodukter. Investorerne vil have fokus rettet mod salget af det blodfortyndende produkt Plavix.

 

På den makroøkonomiske front er der interessante begivenheder torsdag, idet det vigtige Ifo-erhvervstillidsbarometer offentliggøres for juli. Økonomerne venter et marginalt fald til 102 i forhold til 102,8 måneden forinden. Nordea Markets er lidt mere pessimistiske og venter et fald til 100 i juli.

 

Med den seneste fokus på det amerikanske boligmarked vil investorerne formentlig udvise lidt ekstra opmærksomhed, når salget af nye huse i juni offentliggøres. Der ventes et fald til 892.000 enheder fra 915.000 enheder i maj.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )