Finansfokus - torsdag

Novozymes præsenterer torsdag sit årsregnskab inden markedernes åbningstid. I seneste regnskab fra Novozymes blev tallene hjulpet af valutaudviklingen med den styrkede dollar, men det ventes kun at kunne ses i marginalt omfang denne gang. I tredje kvartal var valutaudviklingen hovedårsagen til en opjustering, mens væksten også var understøttet af en stærk udvikling i salget af vaskemiddelenzymer, som steg 13 pct. I det tredje kvartal blev det til en lille skuffelse i salget af tekniske enzymer (herunder bioethanol), som steg 7 pct. Netop de to vigtige ben vil være i fokus i regnskabet for fjerde kvartal.

- Salget af enzymer til vaskemiddelindustrien har været hjulpet af de høje oliepriser i årets første tre kvartaler, og det bliver spændende at se, hvordan effekten fra de seneste kraftige fald i oliepriserne vil påvirke væksten. Ellers vil jeg også være opmærksom på meldingerne om det nye Surfactance replacement enzym, hvor indikationer om det kommende salg er i centrum, da enzymet på sigt har et stort potentiale, udtaler senioraktieanalytiker Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank, som har en købsanbefaling på Novozymes med et kursmål på 475 kr.

Mens markedet kalkulerer med vækstrater på mellem 5-8 pct. i de kommende år hos vaskemiddelenzymerne, ventes de tekniske enzymer at vise vækstrater i omegnen af 18 pct.

- Salget af de tekniske enzymer vil også blive studeret. Bioethanolproducenterne er ustabile, og der er set en betalingsstandsning hos en af branchens store, men branchen træder sine spæde skridt, og det ligner lidt den danske vindmøllebranche for 20-30 år siden. Det er aldrig rart, når kunderne har det skidt, men går de ned vil andre overtage produktionsanlæggene, vurderer senioraktieanalytiker Jens Houe Thomsen.

En stor del af opmærksomheden vil være rettet mod prognoserne for 2009. Novozymes pointerede ved seneste regnskab, at selskabet ikke har oplevet eller set tegn fra finanskrisen, men også at Novozymes ikke nødvendigvis er immun over for krisen. Novozymes venter dog, at branchen vil blive mindre ramt end så mange andre. Ved seneste regnskab meddelte Novozymes også, at der er prisstigninger på 10 pct. vej i alle produktsegmenter.

Ved middagstid er det ventet, at Nokia leverer regnskab for fjerde kvartal, og det kommer i kølvandet efter to store nedjusteringer grundet den tiltagende svaghed i forretningsmiljøet. Første nedjustering blev leveret medio november og allerede på kapitalmarkedsdagen i starten af december blev det til nummer to. Nokia noterede da, at nedgangen fortsat er med kraftig fart. Nokias forventninger lød herefter, at salget af mobiltelefonenheder vil falde 5 pct. i 2008, og det vil være det første fald i branchen siden 2001.

- Vi forventer, at Nokia via sin styrke benytter afmatningen til at styrke positionen yderligere - i hvert fald får aktører som Motorola og Sony Ericsson utrolig svært ved at levere overskud på kort sigt. Har Nokia problemer, så har Motorola og Sony Ericsson større problemer, pointerer senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank, som har den negative anbefaling "undervægt" på Nokia-aktien.

Verdens største softwareproducent Microsoft kommer med regnskab for andet kvartal, efter at både indtjeningen og omsætningen kom ud bedre end analytikernes forventninger i første kvartal. Microsoft ventes i større grad at være ramt af afmatningen af den globale økonomi i andet kvartal. Indtjeningen ventes at lande mellem 51-53 cent pr. aktie, mens omsætningsprognosen lyder på mellem 17,3-17,8 mia. dollar i andet kvartal.

Der har forud for regnskabspræsentationen været omfattende spekulationer om massive nedskæringer hos Microsoft og der snakkes i krogene om tocifrede procentrater af den samlede arbejdsstyrke eller helt op til 15.000 medarbejdere, hvilket svarer til 17 pct. af arbejdsstyrken. Det bliver derfor også interessant at se, om der i forbindelse med regnskabstallene kommer nyt herom.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )