Finansfokus - tirsdag

 

Tirsdagens store begivenhed bliver regnskabsaflæggelsen fra verdens største vindmølleproducent Vestas, som ventes at fremlægge regnskab inden åbningstid.

 

Vestas Wind Systems halvårspræsentation vil blive nærlæst af investorerne, som vil bemærke håndteringen af den stærke efterspørgsel og de generelle flaskehalse i vindmølleindustrien. Det amerikanske vindmøllemarked er eksploderet og ordrebøgerne er fyldte frem til 2008, hvor den amerikanske skattestøtteordning PTC udløber. Den meget svingende Vestas-aktie er ramt af usikkerheden efter kreditkrisen, men det seneste regnskab fra den tyske konkurrent Repower affødte også spekulationer, idet den tyske konkurrents regnskab var ramt af manglende leveringer fra underleverandørerne.

 

Regnskabsaktuelle Genmab, som også hører til i C20-familien, har også oplevet store udsving grundet uroen på de globale finansmarkeder. Det amerikanske finanshus Piper Jaffray gentog den 2. juli sin positive outperform-anbefaling på biotek-aktien. Piper Jaffray skriver, at Merck-Serono's tilbagelevering af rettighederne af HuMax-CD20-stofferne anses som en positiv begivenhed for Genmab.

 

Andre spændende regnskabsaflæggelser kommer fra SimCorp og Alk-Abello. Producenten af finansielt software, SimCorp, hævede sine helårsprognoser den 29. maj efter salget af SimCorp Treasury Solutions. SimCorp venter i 2007 en driftsmarginal på 25 pct. og en omsætningsvækst på 15 pct. Alk-Abello, som står bag græspollentabletten Grazax, er ligeledes aktuel med halvårsregnskab.

 

Det amerikanske centralbankmedlem Jeffrey Lacker holder tale tirsdag aften. Talen vil tiltrække opmærksomhed, idet den amerikanske centralbank i fredags ændrede sit syn på risikoelementerne for den amerikanske makroøkonomi. Det understøttede teorien om, at næste ændring af styringsrenten i USA bliver en rentesænkning.

 

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )